16

Et guddommeligt stille sted langt udenfor lands lov og ret

Auxais, Normandiet 2015

Vi er landet det smukkeste, fineste og guddommeligt stille sted langt udenfor lands lov og ret. Helt derude, hvor man kun kommer ad små, smalle og umanerlig ringe veje, men det er hele turen værd.

Her er helt stille. Vi bor midt i skoven ude på landet. Fuglefløjt og et enkelt hestevrinsk er lydtapet på et sted, der i den grad lever op til mine drøm om det stille liv. Her sker ingenting. Det sidste døgn er her passeret to biler ude på vejen. De tre heste har flyttet sig to gange. Vi har spist en skøn blanding af oste, pølser og skinke af den gode, lokale slags. Vi har nemlig fundet den nærmeste by og der lokaliseret bager og slagter. Vi har også fundet InterMarché og Carrefour 12 km væk, hvilket er helt igennem en fornuftig afstand at arbejde med.

Vi er enige om, at det er skønt at være tilbage. Normandiet er helt sit eget. Vi ankom i det skønneste sommervejr. 25 grader og en let brise gjorde mig nærmest helt lykkelig. Det er lige akkurat perfekt, synes jeg.

Klokken seks vågnede jeg ved lyden af silende sommerregn. Sådan er Normandiet nemlig også. Det regner. Uafladeligt. Det stopper og efterlader alt grønt og sprødt og så kommer solen og sommeren tilbage. Det er en turnusordning, de har, solen og regnen. Den er helt i tråd med min idé om ideelt sommervejr.

For et øjeblik siden stoppede regnen. Det lysner langsomt. Solen ankommer i løbet af en times tid, siger min vejrudsigt og mens vi venter har Kenneth fundet Tour de France på tv’et. Det er vigtigt til senere, siger han og jeg er enig. Vi har drukket kaffe. Jeg har strikket lidt. Vi lytter til radioen og hyggesnakker, mens vi nyder, at vi er sammen og der er mange dage at tage af endnu.

Vi har kig ud til statelige, gamle træer og på græsset sniger en lille kaninunge sig hen mod et blomsterbed. Det smiler jeg lidt af, for den er sikkert ikke velkommen, men der er ingen til at jage den væk. Den er heldig denne våde morgen.

I træerne begynder fuglene af synge. Der er skovduer og solsorte og et hav af andre fugle, jeg ikke kender lyden af, men sikke en smuk symfoni.

Starten på en sommerferie er magisk. Den første morgen er helt uovertruffen dejlig. Jeg elsker den morgen og jeg elsker, at min familie stadig holder af at holde sommerferie med mig ♥

Du vil sikkert også kunne lide