Jeg ved ikke med dig og jordbær, men for mig er de indbegrebet af dansk sommer. Jeg elsker de danske jordbær. Virkelig!
Jeg spiser mange jordbær, for om et øjeblik er det slut, så man skal holde sig til. Det gør Isaac også.
I går hjalp han mig med at forberede desserten, som var en Pavlova. Min erfaring er, at ikke alene elsker voksne den dessert, men børn er vilde med den. Sådan har Isaac det også. Han elsker marengs. Han elsker flødeskum og han elsker bær. Han var svært tilfreds med sin plads på køkkenbordet. Han prøvesmagte bærrene, efterhånden som jeg fik dem renset. Bagefter piskede han flødeskum og det bedste var vist egentlig larmen. Bagefter var piskerisene populære og til sidst var der heldigvis desserten at gå ombord i.
Isaac var på besøg med sin skønne familie og jeg hyggede mig. Faktisk hyggede jeg mig så meget, at jeg næsten glemte at tage billeder, men det er jo bare godt, tænker jeg. Billedet af Isaac med resterne af desserten fik jeg dog taget. Det var ganske særligt at få lov til at spise det sidste direkte fra fadet.
Om aftenen spiste vi de sidste jordbær, mens vi drev rundt i haven og nød, at sommeren endelig føltes nærværende. Det holdt til denne morgen, hvor vi vågnede op til grå himmel og silende regn. Det er et vildt gæt, men mon ikke charterbranchen glædes for øjeblikket.
9 kommentarer
Koselig
25. juni 2015 at 17:00Jeg skal lage minipavlova har jeg tenkt, sånne små hvite reder og ha masse jordbær til :) Det blir bra. Jordbær er også norske jordbær og nå har de endelig kommet her også, til en ganske så høy pris… men det er ok :)
Koselige bilder hos deg, som alltid :)
Kitt
23. juni 2015 at 19:14Må jeg spørge efter din opskrift på Pavola ? Blev tidligere inspireret af dig til denne kage/dessert, men efter 2 forsøg sidder den altså stadig ikke i skabet :-( Hvordan i alverden får du f.eks. den så fint af bagepapiret ? På forhånd tak :-)
Liselotte
24. juni 2015 at 07:50Marengsen laver jeg i forholdet 1 æggehvide/50 gram flormelis. Jeg tørrer marengsen i ovnen ved 110 grader i minimum en time og ofte mere :-)
Kitt
24. juni 2015 at 09:55Tak – jeg må prøve igen :-)
Liselotte
22. juni 2015 at 18:01Jordbær er da bare det bedste… og jeg storspiser altid, inden vi skal på ferie, for det er sjældent de er at finde, hvor jeg skal hen…
Madam Sand
22. juni 2015 at 17:39Jeg har det på samme måde med de danske jordbær. De udenlandske er ikke værd at spise – de har ingen smag. Vi køber vores hos en lokal jordbærpusher ;-)
Dejligt billede af en koncentreret jordbærdessertspisende Isaac.
Rikke
22. juni 2015 at 16:10Helt enig for mig er danske jordbær også lig med sommer – og fødselsdag. Har nemlig fødselsdag i juni og den bliver lige lidt bedre når der er jordbær på bordet. Det var der i år :-)
Catarina
22. juni 2015 at 15:27Umm, jordbær er simpelthen noget af det bedste og jeg plejer også at spise så mange, at jeg næsten bliver træt af dem, samtidig med at de så ikke er her mere. :-D
Randi
22. juni 2015 at 14:33Jordbær er noget af det allerbedste ved den danske sommer, og jeg spiser så mange, som jeg kan slippe afsted med :-)