Jeg fik endelig truffet en principbeslutning om, at jeg måtte ud omkring Ella, som er nedlagt af en ryg, der driller. Der er gået alt for lang tid, men hver gang jeg troede, at nu var det nu, kom noget i vejen. I går lykkedes det og det var så dejligt at se hende.
Jeg hentede Ella ved frisøren. Vi travede langsomt, men nydelsesfuldt gennem den tidlige eftermiddags dejlige sol. Vi handlede god frokost, danske jordbær og pæoner. Vi kørte hjemad i roligt tempo og afpassede hastigheden efter Ellas ryg, som ikke kan spøges med.
Hjemme fik vi brygget te og sat frokost på bordet. Vi spiste godt. Vi endte i sofaen, hvor Ellas ryg skulle strækkes. Det var katten ikke sen til at udnytte. Se hvor hun nyder, at hun kan ligge på maven af sin madmor. Katteliv er ikke skidt, hvor Ella er.
Vi fik vendt verden. Det er godt at gøre sammen med Ella. Jeg strikkede lidt, men mest af alt snakkede vi. Om alt mellem himmel og jord.
Jeg kørte glad hjem gennem byen ved seks-tiden.
Det var skønt at have tilbragt timer med Ella. Fra højtalerne strømmede yndlingsnumre med The The ud. Luften var lun og jeg kørte hele vejen hjem med sideruden rullet ned og armen hvilende på kanten. Sommeren er måske ikke den mest fantastiske, men den er her og lyset, solen og duftene er de samme, som de altid har været. Livet er godt.
6 kommentarer
Madam Sand
13. juni 2015 at 14:18Dejligt med en hyggedag sammen med en god veninde. Dejlige billeder du har taget.
Donald
12. juni 2015 at 11:13Dejligtsmukke billeder! :)
EllaElla
11. juni 2015 at 19:29Det var den allerskønneste dag længe, Pi udtrykker meget godt hvor meget jeg nød dit selskab, Liselotte❤️
Liselotte
11. juni 2015 at 21:44Det var en skøn eftermiddag og vi hygger os altså altid så godt, vi to :-)
A+K/VenterPaaVinBlog
11. juni 2015 at 13:11Wauw, den blomst altså! Den er jo helt fortryllende :D
– Anne http://www.venterpaavin.blogspot.com
Liselotte
11. juni 2015 at 21:45Det er den! :-)