Vrads Station tur/retur

Vi savnede Anne og pigerne. Åh, som vi savnede. Så pakkede vi bilen og kørte. Af sted fra solen og haven, for i stedet at bytte det hele ud med gråvejr efterhånden som vi nærmede os Vrads Station. Det gjorde ingenting, for vi kom for det gode selskab og ikke for udelivet.

Det viste sig nu at være fint vejr til også at være udenfor. En enkelt, lille byge eller to blev det til, men det var alt.

Vi spiste frokost i privaten. Vi sad oppe under himlen og i det allerbedste selskab eftersom både pigerne og moderen ind imellem kiggede forbi. Det var så dejligt og rigtig hyggeligt at blive opdateret på deres liv og vi var bare afsindigt heldige, at alle tre var kaldt ind som forstærkning lige netop i går.

Selvfølgelig spiste vi godt. Selvfølgelig spiste jeg med stor glæde og entusiasme og uden tanke for, at der kunne være blevet smukke billeder ud af det. Det handlede jo om selskabet, som var så godt og pigerne har det godt. Det er det allerbedste.

Der er en helt særlig stemning derude i skoven og at få lov til at se drengedrømme levet ud, når veterantoget ankommer og efter en tid tager af sted igen, er en helt særlig fornøjelse. De er dejligt autentiske i deres udtryk, når de bugserer toget frem og tilbage, sporskifter og i det hele taget hygger sig med at drive et lille stykke forlængst glemt Danmarkshistorie.

Der er små og store, som hygger sig både ude og inde og stemningen er skøn dernede. Vi lod os – nemt – overtale til aftensmad. Efter den måtte vi skynde os hjem til lille Oskar, som havde ventet længe på en lufte-tur, men det gik. Han var bare glad for at se os og knapt så glad for at skulle ud, for regnen var nået til Aalborg, mens vi sad på stationen og hyggede os. I dag er den heldigvis blæst væk :-)