Kan man genkalde det øjeblik?

Nogen gange kan man sagtens genkalde sig det øjeblik, hvor et eller andet signifikant skete. Jeg husker f.eks. præcis det øjeblik, da jeg tog dette billede. Vi holdt pause midt i ingenting på vej tværs over Frankrig.

Bag os holdt det mobile-home, som skulle vise sig at åbne vores øjne på mere end én måde. Det bragte os tæt sammen. Det var godt og det var berigende og det gav altså nogle rigtigt gode grin og ikke mindst en cementering af vores (fælles) grænser for densitet, når det kommer til mennesker.

Øjeblikket gav mig lysten til at vende tilbage og udforske landskabet yderligere. Jeg vendte tilbage nogle år senere og i et lidt andet hjørne af området, end det vi står og skuer ud over på fotoet nedenfor, men landet og eventyrlysten var den samme og fra dette øjeblik udspringer min store kærlighed til Dordogne.

Jeg husker til gengæld ikke øjeblikket, hvor jeg blev præsenteret for familiens nyeste medlem; min lillesøster. Det var da i den grad et afgørende øjeblik. Mit liv var forandret for altid. Aldrig ville jeg være alene igen og jeg fik en gave i form af et livsvidne og en livslang kærlighed, som vel nok i perioder af vores tidlige år måtte vige for irritationen over at være hinandens søster, men ikke desto mindre var vedholdende og så stærk, at vi vel næsten vil slå ihjel for hinanden.

Min lillesøsters livskvalitet har afgørende betydning for min livskvalitet. Hvis hun ikke trives, bliver mit liv en kende mere gråt og sker der gode ting i hendes liv, gør de mig glad helt ind i min inderste kerne. Ingen skal røre hende, medmindre hun giver lov. Ingen skal stå i vejen for hendes lykke. Ingen skal behandle hende skidt og ingen skal underkende den kærlighed, jeg føler til hende. Sådan er det at elske. Man kan slet ikke lade være med at leve med og mærke alting og som storesøster er beskyttertrangen måske ekstra udtalt.

I weekenden var Annemette og Heidi hjemme på visit. Det var så dejligt at se dem. Det føles, som det er evigheder siden. Det er det ikke og for øvrigt sludrer vi gerne i telefon en til to gange om ugen, men det er noget andet at have dem lige her. Indenfor rækkevidde.

Vi har hygget med spil, restaurantbesøg, hjemmelavet mad og friskbagt morgenbrød. Vi har grinet og grædt. Vi har vendt sten og vi har mødt en skøn, ung mand, som besøgte Oline i samme tidsrum. Vi har i det hele taget tanket op på familie, nærvær og samvær og det er bare dejligt. Allerbedst er, at der kun går nogle uger, før vi igen skal ses. Jeg gider så gerne ♥