Sankt Nikolai Kirche

Jeg er ikke traditionel kirkegænger. Jeg går gerne i kirker. Det er smukke, storladne rum med en stilhed, der kan være svær at finde andre steder. Det er også rum, som minder om, at vi er forgængelige og tiden i grunden er så begrænset, når man er født menneske og ikke er et bygningsværk, som ofte har stået i mange århundreder og ind imellem endda et årtusinde eller mere.

Jeg er ikke kræsen hvad angår kirker. Jeg smutter gerne indenfor i både store og små, kendte som ukendte. Jeg har fundet varierende udgaver af kirkerummet, men ens for dem alle har været, at de kalder på fordybelse. De giver muligheden for et øjeblik med dig selv og dem/det, du inviterer indenfor, hvad enten det er din tro eller en god ven.

Sankt Nikolai Kirche i Flensborg besøgte vi ikke sidste gang, vi var i byen. Nu skulle det til gengæld være. Den overraskede mig. Den er meget smuk, enkel og rustik. Den har alle de elementer, en traditionel kirke har. Der var ingen overraskelser, men alligevel greb den mig. Rummet forekom mig ekstra smukt med søjlerne, som strakte sig nærmest ind i himlen og solstrejf gennem de høje vinduer gjorde også en positiv forskel på oplevelsen.

Vi var i kirken på skærtorsdag. Altertavlen var iklædt smukke, lilla klæder. På en af kirkebænkene sad det menneske ud over os, som havde fundet vej indenfor. Stilheden og lyset gjorde forskellen. Vi sad et øjeblik.