Sommerferieplanlægning – ikke noget at spøge med …

Jeg ved ikke, hvordan I gør i din familie, men i min er sommerferieplanlægning noget, vi plejer at være færdige med på nuværende tidspunkt. Vi er blevet vante til at skulle være i mere end almindelig god tid, fordi vi engang var fire og Alexander, hvis behov for særlige adgangsforhold, plads og så videre, gjorde det nødvendigt at være tidligt ude, for at finde det helt rigtige.

I årene efter Alexander prøvede vi både nye ferieformer og nye rejsemål. Vi skulle opleve noget andet, som ikke skulle sammenlignes med dengang, vi var fire. Det var vigtigt for os, at vi fandt en ny måde at rejse sammen på og det er lykkes rigtig godt, når vi selv skal sige det.

Foto: Ravenoville, Normandiet, sommeren 2009

Et af de steder, vi endte med at stifte bekendtskab med, var Normandiet. Vi havde aldrig været i den del af Frankrig før, så det var oplagt at undersøge, om vi kunne holde af den del af landet også. Det kunne vi. Frankrig er vist bare blevet “vores destination”, som jeg også konstaterer i indlægget Lidt om 30 års sommerferie i Frankrig fra august 2013, hvor du for øvrigt kan hente masser af inspiration til selv at give dig i kast med at finde vejen til landet, vi holder så meget af, men vi kom jo fra den der ferieplanlægning …

Vi har haft vældig travlt det sidste stykke tid, så ferieplanlægning var noget, der aldrig nåede op på listen for ting, vi skulle have gjort. Tiden gik og vi flød med. Vi vidste godt, at det var noget, vi skulle have gjort, men vi kom aldrig rigtigt i gang. I weekenden tænkte jeg, at NU måtte vi gøre noget. Det kunne ikke gå at lade tingene sejle deres egen sø, hvis vi ikke skulle ende med at tage til takke. Skulle vi selv bestemme, måtte vi i gang.

Destinationen skulle først og fremmest besluttes. Jeg luftede flere muligheder; Italien, Kroatien, Ungarn, Østrig og Tyskland var i spil, men ingen af dem bed min familie rigtigt på. Til sidst måtte jeg trække Frankrig op af skuffen. Det duede. Nu var de med igen og jeg tænkte, at vi nok er der, hvor vores spontanitet og eventyr-lyst er svundet ind, når vi samtidig stiler efter at skulle slappe af og samle kræfter til en travl hverdag. Vi har nogle stress-skader, som gør det så utrolig dejligt og trygt at rejse på steder, vi allerede kender i én eller anden grad. Vi slapper af på en anden måde, når vi ved, hvor vi skal hen. Det gælder os alle tre, så det handler meget om, at huske på, at sådan er det og så indrette ferien efter det.

Det gjorde vi sidste år. Helt bevidst planlagde jeg minutiøs turen ud og jeg forberedte en udtur, som tog længere tid, end vi ellers er kendte for. Vi brugte to overnatninger undervejs, da vi rejste ud og jeg havde hjemmefra bestilt hotel, så vi ikke skulle tænke på andet end at nyde turen frem til destinationerne. Jeg havde sørget for, at der var tid til eventuelle overraskelser og forsinkelser undervejs, så vi på intet tidspunkt behøvede at føle os stressede. Det var det bedste, jeg nogensinde har gjort for os.

Foto: Château de Martragny, Juli 2010

Vi havde en skøn sommerferie sidste år. Det er nok den mest regn-tunge, vi nogensinde har haft og det siger ellers ikke så lidt, for Normandiet har budt os temmelig meget regn, men det regnede det meste af de to første uger af vores ferie. Siden blev vejret lidt bedre. Lidt!

Alligevel havde vi den dejligste ferie. Den var fyldt med det, vi kan lide. Vi havde god tid til ingenting og der var plads til at improvisere og tage på spontane ture – korte eller lange alt efter dagsformen – ligesom vi var os selv. Fred, ro og altså rigtig god tid er magien, der gør forskellen sammen med en god, solid planlægning af dele af ferien. I hvert fald for os.

Foto: Bagnols-en-Fôret, Juli 2011 – og ja, det var her, vi blev invaderet af rotter …

Jeg vil prøve at genbruge recepten i år, men først skulle vi selvfølgelig have bestemt os for destinationen. Frankrig er et stort land med mange muligheder, så det skulle indkredses lidt mere end bare “Frankrig”. Oline meldte først ind med et ønske om at gense Normandiet, som en del af ferieoplevelsen og så ville hun egentlig gerne flytte sig og ikke bare været ét sted. Kenneth gad også flytte sig. Jeg orkede egentlig ikke, men kompromis er en familieferies bedste kort at trække, så jeg indstillede mig på, at vi skulle flakke. Det skulle vi ikke. Vi skulle bare lige snuse til Normandiet og så lande et andet sted, hvor vi så skulle være de sidste uger. Top, sagde jeg!

Foto: Toscana, Italien, Juli 2012. Her fra fortsatte vi ind i Frankrig, for at afslutte ferien med en skøn uge i La Gaude

De sidste to uger kunne tilbringes alle steder i Frankrig, men det var nu slet ikke svært at enes.

Først besluttede vi os for at tage turen ned til Rivieraen. Vi ville måske bo lidt inde i baglandet, men bestemt ned til Middelhavet. Jeg ville gerne igen nyde en aftentur i en duftende lavendelmark og snuse til den vilde rosmarin. Vi skulle spise godt og drikke pragtfulde vine.Vi skulle gense Nice og Saint Tropez, Draguinan og Le Luc, Cavalaire sur Mer og alle de andre, skønne kystbyer. Så huskede vi vist allesammen, at de sidste års ferier har været skønne, fordi der ikke sker det mindste.

“Vil vi i grunden ikke savne Dordognes smukke, frodige landskaber?”, spurgte jeg så. Og det ville vi. Det var alle enige om.

Foto: Bergerac, Dordogne, Juli 2013

Planer er til for at ændres. Normandiet holdt vi fast i, men nu gik jagten så ind på et sted at bo i Dordogne. Gerne i det område, vi allerede kender temmelig godt. Vi er vilde med det og for hver gang, vi kommer der, opdager vi nye, skønne byer og landskaber.

Sidste år bevægede vi os syd for La Dordogne. Vi var blandt andet på marked i Issigeac, som var kærlighed ved første blik. Byen var lidt vel tætpakket på markedsdagen, men ellers en skøn og smuk lille by med masser af charme og den kunne sagtens danne rammen om skønne sommeraftener, hvor restaurant fristede mere, end det hjemlige køkken.

Foto: Dordogne, Juli 2014

Nu er vi ved at snigløbe et skønt hus ikke langt fra Issigeac. Vi har fået konfirmeret, at det er ledigt. Det ender vel med, at vi genser Dordogne, men ser området fra en ny vinkel. Det er godt og noget at glæde sig til, tænker jeg.

Vi mangler stadig at finde ud af, hvordan vi kunne tænke os at gense Normandiet. Måske vil vi finde ét sted at bo en uge, men der er også muligheden for at flytte os ned langs Atlanterhavskysten i takt med, at vi bliver mætte af byerne. Jeg må holde endnu et ferie-råd, når der igen er tid til at planlægge, så vi kan aftale, hvad næste skridt er.

Jeg elsker at planlægge sommerferie. I hvert fald når den begynder at forme sig og alting stille og roligt falder på plads. Jeg elsker min sommerferie og jeg er så utrolig taknemmelig for, at Oline fortsat gider holde i hvert fald en del af sin ferie i vores selskab. Jeg glæder mig til juli. Helt vildt faktisk!