At enes om en sofa

Søndag er akkurat lige så stille, som lørdag var det. Lørdag var jeg lagt stille af hvad det så end er, men i hvert fald er det en solid forkølelse med indbygget svimmelhed og ondt i ørerne. Og hoste, så jeg er øm i det meste af kroppen og konstans søvnig, fordi jeg sover alt for lidt.

Jeg har bare kunnet se til, mens der er lagt gummilister i gulvet på Feddet og det efterfølgende har gjort den helt rigtige og store forskel. Der er lunt bare solen sniger sig forbi et øjeblik.

Jeg har kunnet beundre det færdige gulv i vores kommende soveværelse. Lyst, lyst og mere lyst bliver det rum og med dobbeltdøre til begge de sider, der vender ud i haven, er der det skønneste kig lige ud til de skiftende årstider. Dem holder jeg meget af at nyde. Det bliver ikke stor kunst nu, hvor jeg allerede drømmer om, at jeg skal have et lille hjørne, hvor jeg kan sidde og meditere, læse og bare nyde, at jeg her er lidt afsides og tæt på naturen.

Jeg havde for længe siden planlagt, at Cigaren skulle med ned i det nye soveværelse, men der er andre planer for den. Måske. Om en uges tid ved vi, om det er sådan. Vi venter nemlig på ny sofa. Det er på tide og vi glæder os, men når sofaen kommer, vil der uvægerlig ske omrokeringer i stuen og dermed vil vi muligvis få frigivet nogle stole, mens andre – som Cigaren – muligvis får nye, skønne placeringer i hjemmet.

Vi har aldrig været gode til at enes om sofa. Vi er gode til alt muligt andet, men sofaerne har vi temmelig forskellige opfattelser af. En gang, da vi virkelig skulle rive os, måtte vi begge gå på kompromis med farven og vi endte med en flaskegrøn, meget dyr sofa. Farven var såmænd pæn, men der var ingen af os, der havde ønsket en grøn sofa. Den var kompromiset. Vi levede fint med den i en årrække og så syede Kenneth nyt betræk til den. Siden er det gået galt hver eneste gang, vi skulle finde en sofa.

Den sofa vi har lige nu, har Kenneth købt. Bare sådan. Hvis han ikke havde gjort det, havde vi aldrig fået en ny sofa. Til gengæld har jeg ikke været sen til at bebrejde ham, at det eneste menneske på jorden, der kan sidde i de dybe sæder…. er Kenneth! Kenneth med de meterlange ben. Vi andre, som er sådan på grænsen til miniput, må sidde med benene strittende lige ud i luften eller trække dem op under os, når vi skal være i sofaen. Den har været på vej til udskiftning mange gange.

For en måneds tid siden blev det alvor. Vi afsatte en time til at finde en sofa. Vi havde ikke mere. Det måtte bære eller briste.

I løbet af tyve minutter havde vi fundet sofaen. Efter yderligere to minutter havde vi valgt betræk. Størrelse/sædefordeling overlod jeg til Kenneth, for jeg mener ikke, at det kan gå helt galt, når jeg ENDELIG får den grå, fine sofa, jeg har længtes efter i mange år og nej, ikke mere Lounge her! Ikke mere hjørnesofa her! En helt almindelig – eller lidt ualmindelig, fordi den vist bliver i nærheden af tre meter lang – sofa og en tilhørende lænestol er det blevet til.

Jeg glæder mig. Meget.