Løkken Strand på 40 mm

Jeg holder meget af Løkken. Jeg er kommet her gennem hele min barndom og en stor del af min ungdom. Jeg har mange minder knyttet til byen, småvejene, sommerhuskvarteret syd for byen og ikke mindst stranden.

I går lokkede jeg Kenneth og Oline ind og se min fars sidste sommerhus. Det lå på en skøn, ugenert plet på M. Christensens Vej. Det har ikke forandret sig meget. Jeg kunne sagtens kende det og jeg har faktisk ikke set det i mere end 20 år. Det fylder mig med en blanding af glade, gode og milde billeder af endeløse somre og på den anden side tabet af min far. Jeg blev faktisk grebet af melankoli og det ligger ellers ikke lige for. Jeg bryder mig ikke om melankoli. Sådan er det bare. Så løber jeg stærkt den anden vej.

Vi kørte til stranden. Løkken Strand.

Jeg har kameraet med, når vi er på tur. Jeg har for en tid siden investeret i et lille, fast 40 mm objektiv, for jeg oplevede oftere og oftere, at jeg ikke gad slæbe rundt på det store og tunge kamera. Nu vejer det ingenting og fylder endnu mindre. Billederne der kommer ud af sådan et lille, let objektiv er jeg meget tilfreds med. Jeg famler mig stadig frem og jeg er endnu ikke helt fortrolig med afstand/motiv, men det hjælper for hver gang, jeg har det med.

Der var koldt. Ikke køligt. Koldt. Solen havde skinnet hele dagen, men på stranden var den forsvundet og kulden gik durk gennem marv og ben, så det blev ikke til en lang travetur og det varede ikke mange minutter, før vi begyndte at spejde efter Kenneth.

Bilen var varm. Selskabet udsøgt. På vejen hjem nåede vi omkring Grønhøj og for øvrigt også den halve verden i ord. Jeg elsker at køre bil med min lille familie. Vi deler humor og der bliver ikke sjældent grinet i Moderskibet, når vi triller gennem verden. Det kan jeg godt lide.