Forleden dag var Oline og jeg en tur i garagen. Derude er lidt af loftet båret ud. Det er mellem-stationen, inden det hele bæres væk for bestandigt. Inden får vi lige chancen for at nedlægge veto og sikke et held, for både Oline og jeg var heldige.
Farmor og farfar havde det smukkeste, blå fad. Jeg har altid været vild med det og da jeg fik chancen som ganske ung, kom det hjem til mig at bo. Det har været en del af min hverdag i mange år, men de sidste år, har det ligget i en kasse på loftet. Det var sirligt pakket ind i tommetykt lag avispapir og forsigtigt placeret i en papkasse, som indeholdt mere end én god ting at dvæle ved, da Oline og jeg faldt over det ude i garagen.
Nu er det båret indenfor. Det er vasket og det er en stor glæde at placere det på bordet, så jeg har udsigt til det hver eneste dag.
Oline ville meget gerne have fingre i det. En mor er til fals for ingenting og det var sekunder fra, at jeg havde foræret hende fadet. Noget i mig protesterede. Det er mit. Jeg elsker det. Det har været pakket væk i mange år og gensynet vækkede min aldrig rustede kærlighed, så Oline fik altså et nej, men med løfte om at måtte overtage, når jeg engang har set mig mæt.
Fadet gør mig glad. Virkelig glad ♥
13 kommentarer
Liselotte
15. marts 2015 at 10:00Jeg elsker farmors gamle, smukke fad og jeg nyder at have det indenfor synsvidde hver dag nu :-)
Pernille
15. marts 2015 at 01:37Der er også virkelig smukt :)
Tina Nymann
3. marts 2015 at 16:12Hvor er det smukt, forstår dig så godt, at du vil have det frem i lyset igen:-)!
Kirsten
2. marts 2015 at 22:56Det er et virkelig smukt fad. Det ville jeg også holde fast i, hvis det var mit :-) Og så har Oline jo mulighed for at beundre det, nu det er kommet frem i lyset.
Madam Sand
2. marts 2015 at 22:37Der er ikke noget som en ting med affektionsværdi – og som oven i købet er smuk i sig selv. For det er det!
Abildjyden
2. marts 2015 at 22:22Hvor er det smukt. Det ville jeg gerne eje, og aldrig give fra mig :-)
birthe
2. marts 2015 at 22:03det er smukt, ligner grangiveligt Søholm keramik.
A+K/VenterPaaVin
2. marts 2015 at 21:45Åh, der er intet som arvesager! Så skønt med affektionsværdi.
– Anne
Sheila Camilla Nielsen
2. marts 2015 at 20:45Det var da også noget af en skat – meget, meget smukt og unikt! :)
Laura
2. marts 2015 at 20:15Det kan jeg godt forstå. Det er også ualmindeligt smukt.
Gitte K
2. marts 2015 at 20:14Jeg forstå hvor det gør dig glad, sikke en smuk farve, elsker blåt, og det så kan kombineres med gode minde, så er det jo bare et plus
Diana Rose
2. marts 2015 at 19:50Kære Liselotte.
Jeg forstår – man mindes og glædes. Forrige søndag var jeg med mine 3 døtre i mine forældres hus, der skal tømmes, da min far døde dagen før nytårsaften. Pigerne tog godt for sig, og jeg vil glædes ved at gense det, når jeg besøger dem, ligesom jeg bliver glad over det, de ville have, da jeg skulle være alene.
Den ene fik fat i et billede af min mor, som attenårig – hun var gudesmuk. Jeg var også lige ved at lade det gå, men sagde, at hos mig ville det komme i ramme og stå fremme, og vi kunne aftale, hun fik det efter mig.
Jeg har tonsvis af nips, men kunne ikke nænne at ret meget skulle væk, så nu har jeg dobbelt så meget – men det skal være der, så jeg dagligt kan mindes og glædes.
Og Oline kan jo også dagligt mindes og glæde sig til, fadet bliver hendes.
Knus til jer begge fra Diana i Ebeltoft
Randi
2. marts 2015 at 19:23Det er et meget smukt fad, og når det det så endda er et arvestykke fra dine bedsteforældre, kan jeg sagtens forstå, at du er glad for det!