I går. I går kunne jeg være blevet mor til en ung mand på 25 år. I går.
I dag er virkeligheden, at jeg er mor til en søn, der blev 16 år gammel. Smerten forsvinder aldrig, men den bliver mindre med årene. Tabet er virkeligheden og det er den, jeg forlængst har valgt til.
Alexander berigede vores liv. Han formede os. Han rustede os til resten af livet. Han værdisatte virkeligheden og det betragter vi stadig som en stor gave.
Oline har forlængst overhalet sin storebror i alder og år. Det er mærkeligt, synes hun, for han er jo stadig hendes storebror. Jeg forstår hende, for det er underligt at tænke på, at man har en storebror, som aldrig nåede den alder, man selv har. Hun savner ham. Vi savner ham. Han lærte os nyt hver dag. Han trådte nye stier for os. Han gav os nyt perspektiv og respekt for, at liv kan se meget forskellige ud.
I går tændte jeg lys for ham. I dag er han med mig, når jeg om lidt rejser ud i virkeligheden, ligesom han er hver eneste dag af resten af mit liv. Helt som det skal være.
18 kommentarer
Mona Elisabeth Pedersen
7. februar 2015 at 23:55Hvor må det være svært …
og samtidlig beundrer jeg den styrke som jeg også fornemmer ligger i det du skriver .
Karin Karmisholt
7. februar 2015 at 11:59Dine ord går rent ind i hjertet og giver en et nyt perspektiv. Man skal være glad for hvad man har og få det bedre ud af livet. Tak for det ????
Hannah Reber
7. februar 2015 at 05:33Jeg er så rørt over dine ord og tanker kære strikke mor. De er så fulde af følelser og jeg føler så meget med dig. Masser af varme tanker her fra Schweiz
Jeanette Henriksen
6. februar 2015 at 21:58Jeg er helt mundlam, men sender et kæmpe kram <3
Landbokonen
6. februar 2015 at 21:13VArme tanker og gode ønsker herfra
Dorte
6. februar 2015 at 20:54Ved hvordan I har det …
Fríða
6. februar 2015 at 20:32varme tanker herfra. og jeg vil gratulere med hans födselsdag, for det synes jeg man skal. det gör jeg i hvert fald, jeg fejrer mine kære der ikke er her mere på deres födselsdage, for vi er jo trods alt så meget taknemmelige for at have haft dem i vores liv.
kh.fra Island
Frida
Madam Sand
6. februar 2015 at 18:34Den er en lang vej gennem sorgen. Og den forsvinder aldrig – bliver blot lidt lettere at bære med tiden.
Mange tanker og god weekend til dig og dine.
Ella
6. februar 2015 at 16:38Knus og varme tanker ❤️
Susanne Østergaard
6. februar 2015 at 14:36Tak for at du orker at berige også mit liv med dine livserfaringer om din vej igennem sorgen, ønsker jer alle en god weekend ude i den barske virkelighed
.
mormorsweb
6. februar 2015 at 11:06Så smukt skrevet.
Tina Nymann
6. februar 2015 at 10:50Tænker på dig og dine:-)
Mette
6. februar 2015 at 09:35Varme tanker til jer, Liselotte
Lise
6. februar 2015 at 09:32What a beautiful post. I feel your pain and loss in your words, and it makes me cry. But I feel the love, too.
Grethe Knapp
6. februar 2015 at 08:55Ja, hvad skal man sige. Det smerter mig at læse. God weekend til alle.
Lone Vinkler Kristensen
6. februar 2015 at 08:52Åhh – sidder her og kan mærke din sorg SÅ tydeligt. Det må gå lige i hjertet hos alle os med børn <3
Er samtidig også meget imponeret over den fine måde, du tackler dit tab. Hvor er det en gave at kunne sætte så rammende ord på de følelser, der fylder.
Sender mange varme tanker :-)
birthe
6. februar 2015 at 08:43tak for dine ord. I går bisatte vi et lille barnebarn, der blev en uge…..også jeg ville ønske, vi fik flere år…
Pia W. Pedersen
6. februar 2015 at 08:41<3 – ja livet kan være barskt.. dejlig weekend.. knus og varmer tanker herfra :-)