15

Søndagsstrik

Søndagsstrik

Søndag er en træg start under en lun dyne. Jeg er mat og nattens storm har gjort sit til, at vi ikke har sovet vældig godt. Vi har været vågne mange gange og vi er vækket af lyden af ting, der har ramt ydermurene. Ikke vores ting, men løsøre fra naboer, kan jeg se. Vores hus er gammelt og det knager og brager, når det stormer. Det kan også vække os, men knager det, holder det.

Jeg har gang i søndagsstrik, mens jeg kigger tv og nyder, at vi ingen aftaler har. Så kan man sagtens starte hviledagen på denne måde og jeg bestemmer mig for, at stilheden skal udnyttes og jeg endnu en gang skal give mig i kast med Hjerte-bluse fra Babystrik på pinde 3½-4. Det er fjerde gang. De forrige tre gange lykkedes det mig hele tiden at få talt forkert i mønsterborten, men Oline ønsker den med i Mormor-Kassen, så jeg giver ikke op.

I dag lykkedes det. Nu er jeg på den anden side af borten og skal bare strikke glat. Det går vel an, selvom hovedet ikke er på toppen.

Søndagsstrik

Jeg strikker mine rester op i disse dage. Det bliver til små projekter, hvor de rækker. I dag strikker jeg af en rest Blackhill CottonWool og en rest Blackhill Superfine Alpaca. Begge farver er i rest i butikken, men på vej, men jeg har rester liggende, som skal udnyttes, synes jeg og kombinationen af de to kvaliteter er helt enestående dejlig til baby- og børneprojekter. De bliver simpelthen så utroligt bløde, at ingen børn nogensinde kan synes, at de kradser. Det vil jeg gerne vise nede i Garnudsalg og det bedste er et håndgribeligt eksempel, som en lille børnebluse er det.

Der ligger allerede et par færdige baby-bukser i kvaliteten. De er bløde som smør og endda ikke engang vasket endnu. De venter på, at de kan vaskes sammen med lidt andre projekter, der vil blive færdige i løbet af de næste uger. Jeg samler lidt sammen, når det er så småt.

Søndag er dagen helt uden planer og jeg trænger til sådan en søndag, så jeg overser fuldstændigt, at vi har fyldte vasketøjs-kurve. Jeg lader som ingenting, når jeg støder ind i bunker, der kunne elimineres og jeg overlader i stedet til Kenneth at tage ud af huset. Jeg orker faktisk ikke. Jeg trænger til at passe på mig, så det gør jeg med kaffe, strik og om lidt en god film på Netflix. Så bliver søndag da ikke meget bedre ♥

Du vil sikkert også kunne lide