Lige ud ad landevejen …

Livet er en krøllet størrelse. Nogen går den lige vej, mens andre må tage den, der snor sig. Den vej, der gemmer på hemmeligheder og overraskelser. Den, der kræver overskud og kræfter. Min vej er en blandet en af slagsen. Snart går det lige ud. Snart snor vejen sig, så jeg næsten ikke tør gå om næste hjørne, men det er jo sådan, at livet må forstås baglæns, men må leves forlæns, så der er ingen vej udenom, når man gerne vil det. Så er det fremad og hovedkuls ind i det, der måtte komme.

Jeg har altid vidst, at jeg pressede fysikken til maksimum, når jeg valgte at arbejde som tegnsprogstolk. Vi er ikke mange, der holder længe. Vi er mange, som ender med at skifte erhverv. Kroppen siger fra. Min gjorde det også og jeg var heldig, at jeg havde et alternativ, som jeg kunne vælge til. Det passede jeg i går, mens jeg glædede mig til, at jeg sidst på eftermiddagen skulle mødes med alle de kolleger, jeg elskede at have på mit gamle arbejde, men gamle skader og en stak fødselsdagstilbud spændte ben.

Lige ud ad landevejen …

Det går bare ikke altid, som man spår. Heller ikke i går, hvor vi ellers havde allieret os med ekstra mandskab i butikken. Det kunne simpelthen ikke gøre det. Der var så utrolig travlt, at det blev umuligt at komme af sted og jeg var med til at lukke. I mellemtiden havde jeg fået oparbejdet en massiv hovedpine og albuer, der vredt mindede mig om, at jeg for ikke så længe siden var tegnsprogstolk, så idéen om et sent gensyn med gamle kolleger måtte skrottes til gengæld for massage, sofa og tidligt i seng på lidt fra medicin-skabet.

Måske er der yderligere årsager til, at jeg har så ondt i disse dage …

I dag er det præcis otte år siden, vi måtte sig farvel til Alexander. Mange synes sikkert, at det er så utrolig lang tid siden og det har de ret i. Det er længe siden. Det føles samtidig som i går. Det gør stadig frygteligt ondt i perioder og det tynger og gør november tung og uendelig lang, men vi flytter os. Annemette er sluppet for sine mareridt i år. Jeg har ikke grædt de mange tusinde tårer, jeg plejer. Jeg nøjes med færre. Jeg græder stadig. Det bliver jeg ved med. Tabet er en livslang sorg. Man kommer aldrig over at miste sit barn.

Kenneth og jeg kommer gennem dagen ved at huske det sjove, finurlige og skarpe lille menneske, vi fik givet i gave for snart 25 år siden. Vi lærer at leve med historien. Vi finder en vej gennem det morads af sorg, bitterhed og vrede, som stadig bor i os. Vi tænder lys for vores smukke søn, Alexander og vi husker, at livet ikke nødvendigvis skal give mening og egentlig er så ganske og aldeles fantastisk på trods og alligevel. Der er så uendelig meget at være taknemmelige for.

Livet leves forlæns.