Kald mig bare et gammelt hakkebrædt

I aften skal Lisette og jeg i strikkecafé. Det betyder, at jeg har medtaget det sidste projekt, jeg har kastet min kærlighed på. Det er ikke de mange nøgler silke/mohair, der ligger nedenfor, men derimod et lille forsøg på at hakke et betræk til en pude. Det er sjovt og langsommeligt. Det er sundt for mig, så jeg lader mig opsluge af gentagelsen og ser resultatet vokse stille frem mellem hænderne.

De mange nøgler silke/mohair er nogle af de nye farver, der er kommet i butikken. De frister også og specielt den grønne, er jeg forelsket i, men fokus, Liselotte, siger jeg så …

Vi har sendt Kenneth i byen efter endnu en omgang stole, for vi har igen været nødt til at udvide pladserne i caféen. Nu har vi nået smertegrænsen, synes vi. Vi synes nemlig, at det skal være hyggeligt at komme i strikkecafé. Det skal føles rart og intimt, så vi sørger også for, at vi samler deltagerne i små enklaver, så det er overskueligt at tale sammen og nyde at lade sig inspirere af hinanden.

Vi skal have gjort klar til rykind, men i første omgang pakker vi. Vi fortsætter lige til sidst på eftermiddagen. Bagefter kan vi rydde papkasser af vejen, støvsuge og hygge lidt om de gæster, vi får. Vi glæder os :-)