Det er min fødselsdag. I nat er det otte år siden Alexander blev indlagt. Han kom aldrig hjem.Han døde ti dage senere. Tiden lader mig aldrig glemme og det er sådan, det skal være.
I år har november været særlig nådig. Lys, sol og lune temperaturer har ladet mig skøjte gennem den måned, jeg aldrig mere kan holde af for alvor, men den vendte sig mod mig i sidste uge. Det blev gråt, koldt og vådt. Jeg hader det, for det minder mig om, at min fødselsdag er begyndelsen til enden. At dagen er indledningen til det værste. Det sorte. Det, der altid gør ondt.
Alligevel har min fødselsdag været skøn. Jeg har ikke været ked af det. Jeg har været glad og taknemmelig. Jeg har nydt dagen og jeg har elsket at være ude at spise med en lille del af min dejlige familie. På vej tilbage til bilen gik vi gennem byens oplyste gågade. De har hængt julepynten op. Det var koldt og råt, gråt og alligevel helt igennem fantastisk at gå der med dem, jeg elsker. Hjertet svulmer af glæde ved synet af dem. De er så utroligt gode ved og for mig.
Snart sakkede jeg bagud, og i det øjeblik kiggede jeg op i lysene og tænkte, at det her ville Alexander have elsket. Det var en dejlig og rar tanke og så ender november nu nok alligevel ♥
12 kommentarer
marianne bentzen
20. november 2014 at 21:41I øjeblikket har jeg let til tårer, og da jeg læste dit rørende indlæg idag,, gik det helt galt. Men bortset fra det ønsker jeg stort tillykke
Charlotte Hesse
20. november 2014 at 14:31Åh… Hvor blev jeg rørt. Sorgen og glæden hånd i hånd. De to stærkeste sider af livet.
Tanker herfra!
Charlotte
Liselotte
20. november 2014 at 12:35November vil for altid være en måned, jeg bare skal igennem og min fødselsdag er ikke længere automatisk en glædens dag, men jeg øver mig på, at den skal være det og jeg bliver bedre og bedre til det :-)
Jeanette Renting
20. november 2014 at 12:32Tillykke med fødselsdagen i går.
folehavesunivers
20. november 2014 at 11:15Stort tillykke med dagen. Der er smerter som altid vil være der. De slipper aldrig taget, men det gør kærligheden heller ikke. Du rummer det hele. I håb om lidt klar himmel over Gug.
Sofie
20. november 2014 at 11:12Jeg kom tilfældigt forbi og måtte lige læse med tilbage :,(
Jeg er glad for at høre, du er kommet op at stå og så fint kan være mor for to, selvom den ene kun er med jer i erindringen.
Jeg håber, mine tårer på jeres vegne i dag har været nogle, I er blevet sparet for!
God vind
Karin
20. november 2014 at 08:58Hjertelig Tillykke med fødselsdagen i går. :-)
Heidi
20. november 2014 at 08:44Kære du , jeg kender ikke historien om Alexander, men dine livsbetragtninger og din evne til at formulere sorg og glæde rør mig altid dybt. Du har en dejlig blog. Og hjertelig tillykke med fødselsdagen. :0)
Bettinna
20. november 2014 at 08:26Tillykke med fødselsdagen i går. Og igen tak for din skønne blog som gang på gang giver mig tårer i øjnene når jeg læser dine livsbetragtninger. Håber du får et år fuld af lys og varme.
Kirsten Sørensen
20. november 2014 at 07:12Også tak fra mig. For det er jo sådan det er…
Annette
20. november 2014 at 01:27Du er den sejeste kvinde Liselotte – jeg føler med dig, for jeg har selv mistet engang og føler også savnet. Det fine er, at du stadig har viljen og ønsket om, at dagen i dag bliver lige så dejlig som dagen imorgen. Og det er jo sådan at det skal være – og det er jo også det som livet i virkeligheden handler om. Tak fordi at du deler:-) Knus Annette
Ellen Mosekjær
19. november 2014 at 23:12Tak for din måde at skrive til os om, at livet indeholder absolut ALT. Både det svære og det gode. Og at det er det, der gør livet værd at leve.