Højmosen tur/retur

Jeg har været i højmosen i dag. I Raketten, men med en fart, der var en snegl værdig. I hvert fald på vej ud. På vej hjem gik det vildere for sig, for nu havde jeg ny information, som gjorde mig lidt mere modig. Der er ny asfalt, hvor verden ender.

Jeg har været oppe hos Lene og landmanden. Jeg elsker det. Jeg elsker at køre af motorvejen og dreje ind i mosen, hvor vildtet græsser og svaner og gæs holder efterårs-pause på de omkringliggende marker. Der bliver min sjæl helt stille og falder til ro. Måske den er gammel og af bondeslægt. Det føles sådan.

Jeg er blevet beværtet kongeligt med masser af god og dejlig mad, varm te og verdens bedste selskab. Jeg snakker så dejligt med Lene. Det gør jeg bare. Og landmanden har jo forlængst sneget sig ind på mig, så jeg er altså bare i godt selskab deroppe. Også i dag, hvor jeg ellers ikke er på toppen. Faktisk slet ikke, kan jeg mærke nu, hvor jeg er kommet hjem, men jeg har nydt hvert et sekund af min udflugt til højmosen. Jeg fik endda den lækreste fødselsdagsgave. Lutter gode sager. Jeg glæder mig til at tage hul på det hele.

Jeg fik rundtur på gården og jeg nød endelig af få syn for sagn og billeder på alle de arbejdsgange, jeg ind imellem er blevet præsenteret for. Nu ved jeg, hvor Lene har siddet og assisteret i travle perioder og jeg har været i de enorme kølehuse, der er knyttet til produktionen ligesom jeg endelig fik lejlighed til at hilse på Istvan.

På vej hjem fik jeg endelig lejlighed til at teste den nye asfalt, der er lagt ud på det stykke af vejen, der ellers notorisk kostede maveskrabere for Raketten, hver gang den fik en tur ud af den vej. Nu er der rettet op, glattet ud og fin og glat vej at strække ud på, så det gjorde vi.

Forude venter sofaen :-)