Det der med at have det rette værktøj til enhver lejlighed, er noget jeg virkelig sætter pris på. Også når det kommer til håndarbejde, hvor jeg nyder, at jeg har en bred vifte af muligheder, når jeg skal vælge strikkepind eller hæklenål.
At jeg allerede har et bredt udvalg, gør mig ikke mindre interesseret i at udvide maskinparken. Det er nok nogenlunde sådan, nogle mennesker har det med powertools eller gadgets af anden art. Vi må eje dem. Nu har jeg føjet nyt til samlingen. Endda nyt jeg havde forsvoret nogensinde skulle finde vej ind i mit skatkammer, for jeg ER bare en metal-pige, når det kommer til strikkepinde.
Jeg var i hvert fald, til jeg mødte Hiroshima Tulip. Nu er jeg omvendt. Jeg har strikket ikke mindre end to lange jakker nu med den bambusrundpind nummer 6, jeg fik forærende på en messe for alt for lang tid siden. Det virker for mig. Mindre ondt, mere fordybelse og en nydelse er nogen af resultaterne af at forsigtigt forsøg på at indlemme dem i maskinparken. Jeg er overbevist og de kommer med i udvalget, når jeg næste gang skal vælge værktøj.
Jeg holder også meget af at hækle. Jeg hækler med Clovers ergonomiske hæklenåle og jeg er tilfreds med dem, men det afholdt mig nu ikke fra at forelske mig i Hiroshima Tulips udgave – også en hæklenål med ergonomisk greb og de ligger virkelig godt i hånden.
Lige nu har jeg et smukt, lækkert og meget skønt sæt hæklenåle i test og foreløbig er vurderingen, at de får svært ved at forlade Tjørnevang igen. Nogensinde. De er gode, er de.
I min beskedne (som om…) værktøjskasse er:
En stor samling ADDI TURBO – allesammen bruges flittigt
Et ADDI CLICK BASIC sæt – flittigt brugt
Et ADDI CLICK LACE sær – flittigt brugt
En lille samling Hiya hiya – flittigt brugt
KnitPro i enhver tænkelig størrelse og udformning i metal – pensioneret
KnitPro i enhver tænkelig størrelse og udformning i træ – pensioneret
En stor samling billige, tilfældige rundpinde – meget sjældent i brug
ChiaoGoo Metal Complete – flittigt brugt
ChiaoGoo Bambus Small – brugt ind imellem, når jeg trænger til modstand
Clover hæklenåle i alle størrelser – flittigt brugt
Diverse plastik- og metal hæklenåle med tyndt greb – meget sjældent motioneret
Jeg mangler ikke mere værktøj, men det betyder meget for min strikke- og hækle-glæde, at jeg har godt og velfungerende værktøj. Det handler om så små ting som overgange mellem wire og pinde, hvor bøjelige wirer er, hvor spidse strikkepinde er eller hvor glatte hæklenåle er. Det handler om, at det skal ligge helt rigtigt i hånden. Det skal glide. Det skal akkumulere glæde. Det gør alt mit værktøj og så er det ikke for meget, at ønske mere. Vel? ;-)
21 kommentarer
Anne Mortensen
23. april 2016 at 11:14Åha, hvor er det svært at vælge strikkepinde! Jeg har besluttet, jeg skal have et nyt sæt – udskiftelige, wire der kan rotere og i træ… Men skal det være chiaogoo, Hiroshima tulip eller kinki amibari?? Jeg ved ikke om du kender alle 3 mærker… Kan slet ikke finde sammenligninger, som hjælper mig med at vælge..
Liselotte
23. april 2016 at 20:06Jeg kan ikke gøre det nemmere for dig, for jeg kender kun de to første :-)
Lykke Thomsen
3. juni 2015 at 19:00Jeg har 3 a f de omtalte pinde, og de fungerer ikke for mig, det er svært at få garnet over punktet hvor wiren bliver pind. De går også op i skruningen dog ikke lige så tit som knitPro.
Liselotte
3. juni 2015 at 19:10De, som strikker meget stramt, skal nok ikke have strikkepinde, som samles. Det vil altid blive vanskeligt at få stramme masker flyttet op over en samling, så måske du skal kigge efter nogle gode, faste rundpinde :-)
Jeg er lidt insisterende og krævende af
3. juni 2015 at 13:09[…] Har du lyst til at læse mere om mine strikkeværktøjer og læse lidt om hvilke, jeg foretrækker og hvorfor, kan du læse meget mere lige her. […]
Susanne
13. januar 2015 at 10:35Hvor er det skønt med ideer til nyt udstyr :-). Jeg har et KnitPro sæt i træ og har været super glad for dem – især i ft. de mange muligheder, der er i sådan et sæt, men nu har gennem de sidste par uger oplevet flere gange, at de går fra hinanden. Ikke i gevindet, men i overgangen mellem træet og metallet. Det er så irriterende og derfor er jeg begyndt at se efter andre mærker/ sæt.
Jeg har læst om flere forskellige og er kommet frem til at Chaiogoo er et at dem, jeg kunne finde på at investere i, da de ser spændende ud. Ideen om gevindet i bambus pindene lyder som en god løsning, men mon de også vil gå fra hinanden, som KnitPro gør? Er der nogen, der har erfaringer om det?
Hvilke sæt har I erfaring med, der er gode?
Liselotte
13. januar 2015 at 19:03Jeg tror altså, at jeg må tage KnitPro i forsvar, selvom de er pensioneret her hos mig, men den slags holder jo ikke evigt. Træpindene er limet sammen med wiren og vil uværgerligt udtørre over tid, så jeg tror altså ikke, at det kan undgåes efter nogle års brug. Mon ikke du kan lime dem igen? Lidt ti-sekunders-lim kan garanteret gøre det :-)
Når det er sagt, så knuselsker jeg jo alle mine ChiaGoo (både metal og bambus). Om de er mere holdbare? Jeg ved det ikke, for jeg tror sådan set, at det er en udskrivning, man må påregne, at man over tid må re-investere i nye wirer, for det er trods alt massivt slid, vi strikke-glade pålægger dem. Wiren koster kun 50 kroner og det er vel overkommeligt og ikke anderledes end når andre værktøjer skal have udskiftet små-dele :-)
Pernille
16. november 2014 at 01:02Værktøjet skal være i orden. Også til noget så ordinært som strik.
Jeg er mere end een gang stødt på spørgende blikke og rystende hoveder, når talen falder på pris og anskaffelse af nyt. Sjovt nok oftest fra powertoolgadgetfolk… og så er det sjældent svært at pointere vigtigheden i de rigtige bits, en ordentlig boremaskine eller andet værktøj som sammenligning til strikkepindene.
Forståelsen dukker op og det er jeg glad for – jeg synes bare til stadighed det er ærgerligt at det ikke så let forståeligt at ordentligt værktøj (i enhver forstand) er vigtigt.
Jeg har forresten besluttet at ChiaoGoo pindende er næste investering til min maskinpark. En enkelt er prøvet af, og flere skal til. Lige nu er de øverst på julegaveønskerne, og får jeg dem ikke, køber jeg dem bare selv :)
Liselotte
10. november 2014 at 11:48Jeg elsker alle mine strikkepinde og hæklenåle, men jeg bruger dem meget bevidst og forskelligt, så derfor er det ganske umuligt for mig, at forestille mig, at jeg skulle undvære nogen af dem :-)
Anne
8. november 2014 at 19:53… Tænkte du måske også synes, denne var både sød, sjov og lærerig med tanke på noget af dit nye “grej” i værktøjskassen ;) …
http://www.kbnfibres.ca/free_patterns.htm
(click på “Railway Knitting”)
Jette Ejlskov
8. november 2014 at 12:07Jeg bestilt et sæt Hiroshima Tulip hæklenåle og skal lige om lidt ned og hente dem i postbutikken. Mit ChiaoGoo Metal Complete suppleret med eksta wires har erstattet kassevis af forskellige pinde – faktisk alle bortset fra mine elskede strømpepinde
Lotte
8. november 2014 at 09:08Så burde du prøve addi click lace, de er spidsere end spids, i metal, hule så de hurtigt varmer op i dine hænder, og selve pinden/nålen er meget kort, så man belaster albuen mindre, ved at man ikke svinger hele armen så meget. (Hvis det giver nogen forståelse af hvor lækre de er, så er det ligesom at køre Rolls Royce , Liselotte)
Gurli Riisager Rasmussen
7. november 2014 at 18:04Vil lige høre, om der er nogle strikkepinde man kan få lov at have med på en flyvetur? Vi rejser til Cap Verde i nytåret, en flyvetur på 8½ time, så det kunne være rart at have et strikketøj at fordrive tiden med.
Anne Holtegård
7. november 2014 at 12:17Har en pæn samling Addi rundpinde, sjældent brugt: Jeg vender tilbage til Knit Pro pga fleksibiliteten… Har et sæt Chiaogoo, men synes jeg får ondt i fingrene, når jeg strikker med dem… de er ellers så lækre i samling mm.
Kan du anbefale Hiroshima Tulip, som bedre for hænderne??? For fleksibiliteten ser ud til at svare til de andre mærker…
Helle Gommesen
7. november 2014 at 10:22Dejligt med godt udstyr :) Jeg har efterhånden også fået samlet gode strikkepinde i div. størrelser, men mangler etui eller andet….til at holde lidt orden.
Rigtig god weekend. Kh Helle
Dorthe
7. november 2014 at 09:43Jeg foretrækker strikkepinde i træ. De “larmer” mindst. Og så kan mine hænder åbenbart bedre lide dem – for de føles rarere og mindre trættende i mine hænder.
Anne Sandbjerg
7. november 2014 at 09:04Sikke noget lækkert strikkegrej. Hvor lange er kablerne der følger med strikkesættet? Synes ikke jeg kunne se det på hjemmesiden…
Pia W. Pedersen
7. november 2014 at 08:37nej aldrig gå ned på udstyr :-) de ser lækre ud de nye hæklenåle.. spændt på om de kommer med i jeres udbud fra butikken :-) god weekend <3
Jeanne
7. november 2014 at 08:26Lyder da helt vidunderligt med de nye Hiroshima Tulip. Er især glad for, at de er i træ, da jeg ikke tåler metal. Godt og lækkert grej kan man aldrig få for meget af ????
Tina Nymann
7. november 2014 at 08:24Man skal aldrig gå ned på udstyret;-) Meget vigtigt!…..
Jeg elsker selv udstyr og mine hobbies betyder da også at jeg kan købe ind i det uendelige, fordi samlingen skal være helt perfekt og fuldendt – og der kommer hele tiden nyt på markedet…..
nuuka04
7. november 2014 at 08:07Det lyder rigtig spændende med de nye pinde og de og indpakningen ser også meget indbydende ud {;o)