Min udlængsel er ikke blevet mindre de sidste par døgn, men jeg er ikke stukket af. Endnu …
Til gengæld er jeg blevet klogere på Japan. Jeg har fået en videre horisont. Vi har haft gæst fra Asien. En dejlig gæst fra Hiroshima, for at være helt præcis. En smuk, vittig og nysgerrig kvinde faldt ned i vores turban og vi var ikke sene til at udnytte det, så i stedet for at efterlade hende til hotelværelset i centrum, inviterede vi hende hjem til mad og dansk hygge. Det ville hun mægtig gerne.
Da hun ankom, spurgte hun genert, om hun måtte tage billeder. Hun havde skrevet med sin veninde hjemme og fortalt, at hun skulle hjem og besøge en dansk familie. Veninden ville så gerne, hvis hun undervejs kunne tage billeder, for hvordan bor man? Hvordan spiser man? Hvad laver man, når man er sammen… og sådan havde strømmen af spørgsmål nærmest været uendelig. Selvfølgelig måtte hun tage billeder.
Hun glemte det. Hun var vild med Oskar og meget fascineret af dansk kultur og i det hele taget vores livsstil, som er så fremmed for hende, at det ind imellem blev svært for hende at forstå. Vores badeværelse var på størrelse med hendes lejlighed. Hun forstod slet ikke, da vi fortalte, at vi har mange ugers ferie hvert år. Hun har 4 dage om året. Hun var frygteligt bange for, at hun nu forhindrede os i at arbejde, når hun sad der ved langbordet og optog os. Hun arbejder selv på hverdage fra klokken 7-22 og lige nu var hun sendt på forretningsrejse til Europa og hjemme på hotellet lå computeren med mere end 400 mails, som skulle besvares i løbet af det næste døgn. “Heldigvis flyver jeg hjem i morgen og det varer det meste af et døgn, så jeg tror, at jeg kan arbejde mig gennem det, inden jeg er hjemme igen”, var hendes alibi for at sidde og slappe af.
Hun bor sammen med sin kæreste. Det har de gjort i 6 år. Hun kender ham ikke. Hun ser ham sjældent. For fire dage siden sendte hun ham en sms, for at fortælle ham, at hun tog til Europa nogle dage. Han har endnu ikke læst den sms. Han arbejder i døgndrift. Han tager hjemmefra før seks om morgenen og er normalt ikke hjemme før efter midnat – og her er der ikke tale om, så i det mindste at holde weekend. Han er meget, meget heldig, hvis han har nogle timer fri en søndag ind imellem.
Yuko drømmer om børn. Den drøm visner lidt for hver dag, der går, men som hun siger: “Mon det er ham, jeg skal have børn med? Det ved jeg jo ikke engang, for jeg kender ham ikke. Vi ses aldrig!” og hun forklarer, at der ikke er noget usædvanligt ved deres arbejdsliv. “Sådan er vi i Japan”, siger hun. “Vi lever så fattige liv! Det er så sørgeligt!” og lige der forstår vi, at Yuko ikke snakker om penge, men om menneskelige relationer, socialt liv, venskaber og nærhed. “Vi japanere er ensomme”, forklarer hun. “Vi taber langsomt vores kulturelle værdier og en af dem har altid været, at vi var tætte med hinanden. Familier boede sammen og holdt af hinanden. Vi hjalp hinanden. Nu skal vi være vestlige og konkurrere og det er svært, så vi arbejder alt, alt for meget og taber alt andet på gulvet”.
Vi bliver stille en stund. Der er ikke meget at sige til det, hun fortæller. Hun har ret, synes jeg. Det er et fattigt liv, hun lever. Hun spiser alene hver aften, selvom hun har en kæreste på sjette år. Hun drømmer om børn og ved, at er hun heldig og når det, inden det er for sent, bliver hun fungerende alene-mor og børnenes far bliver en underlig, fjern mand, de sjældent vil se. Hans arbejdsliv kommer ikke til at forandre sig de næste mange år. Det er sidste udkald for drømmene, men er de værd at forfølge?
Jeg sender Yuko en stille tanke denne gråvejrsonsdag. Hun sidder formentlig i himmelrummet et sted over gråvejret. Mon hun tænker over sit liv? Jeg ved, at jeg tænker over det. Hun har gjort stort indtryk.
Yuko er et spændende bekendtskab og hun udvidede vores horisont betragteligt på sådan en helt almindelig tirsdag aften midt i oktober. Jeg føler mig på alle måder rig, efter mødet med hende.
31 kommentarer
Rikke
25. oktober 2014 at 19:04Puh, det var et trist liv at leve. Tænk at spise selv hver aften, have en kæreste man ikke ser…. Skræmmende bare at tænke på.
Pernille
25. oktober 2014 at 12:19Jeg bliver lige lidt stille – får brug for at vende alle de nye oplysninger og ord, som jeg har hørt før, men som bliver så meget mere nærværende, når der er et menneske bag.
Henriette
24. oktober 2014 at 06:48Hvor er det en fin historie! Den opfordrer til eftertanke, og til at huske at prioritere hvad der er vigtigt i ens liv- hvadenten man bor i Japan eller Danmark:)
Liselotte
23. oktober 2014 at 20:35Yukos besøg har på alle måder gjort stort indtryk på os herhjemme. Vi brugte tid på at snakke om det tidligere i dag på jobbet også. Vi ønsker alt det bedste for Yuko – og det inkluderer så absolut lidt mere tid til at være menneske :-)
Maria Hoffbeck
23. oktober 2014 at 19:20Meget spændende at høre. Der er meget stor forskel på vore kulturer. Vi dansker er nok noget forvente og forkælede i forhold til andre ude i den store verden.
Jeg vil høre DU og dine skønne LÆSERE om I vil være med til at KNÆKKE CANCER via “Danske Bloggers indsamling til Knæk Cancer” – hvor bloggere og Læsere sammen gør en forskel :-)
Jeg er selv alvorlig kræftsyg, kender flere som er og de som desværre ikke overlevede. Hver dag dør 42 danskere i Danmark af kræft. Sammen kan vi være med til at knække den cancer.
Vil I være med?? Det er nemt, se hvor let via et tryk på mit navn eller følge dette link:
http://mariahoffbeck.blogspot......dt-nu.html
Jeg håber at høre fra dig og at vi sammen kan gøre en god forskel :-)
Smukke hilsner fra Maria
Tina
23. oktober 2014 at 13:11Tak for et skønt indlæg! Jeg føler bestemt også heldig! Jeg ved godt, at alle ikke er enige – men lad os fastholde vores fagforeninger, der kan “slås” for, at det også er tilladt at ha et familie/fritidsliv.
Hanne Kjær Bitsch
23. oktober 2014 at 10:41Nu sidder jeg med tåre i øjnene – hvor er det trist at høre at Yoko og andre japanere må leve på den måde. Verden er så stor og forskellige på trods af at afstanden er svunden ind med årene. Jeg er taknemlig for at bo i dette lille land, og lige nu har en fridag, som bruges til at lade op til næste uge. Ville ønske jeg kunne gøre det for Yoko også.
Tak fordi du deler sådan en oplevelse med os, Liselotte.
Kærlig hilsen
Hanne fra Hedensted
Lise Lotte
23. oktober 2014 at 09:12Tak for et fantastisk dejligt indlæg. Hold op hvor man nu sidder og er så taknemmelig for at bo her, hvor vi gør. At kunne forene arbejde og familieliv. Hvor er vi heldige, mon vi er klar over det. Håber sådan hun får et godt liv Yuko, man tanker hendes vej.
Lone Holst
22. oktober 2014 at 22:16Masser gode ønsker til Yuko, håber det må gå hende godt. Hvor er det trist for dem i Japan, at miste hele deres familiekultur.
Dejligt at høre om jeres møde og glædeligt at få lov at kigge med over skulderen på dig. Håber Yuko har fået inspiration til at forfølge noget af det hun længes efter.
Lone
Mia
22. oktober 2014 at 18:30Puha, det var spændende læsning! Og mig der tænkte at japanere var sådan et folk der var i Zen med sig selv, spiste sundt og dyrkede både yoga og meditation og fik ugentlig akupunktur… Stakkels pige! Men måske, hvem ved, har hendes besøg hos jer fået hende til at tænke, at der måske er andre måder at leve på…?
Mia..
eva_o
22. oktober 2014 at 17:47Det er den slags blog indlæg, som sætter ens eget liv lidt i perspektiv. Tak for du deler den med os – dine trofaste læsere…
Hanne
22. oktober 2014 at 17:42Tak for et dejligt indlæg. Det har beriget min dag. Jeg tænker, at vi skal være meget bedre til at lukke fremmede ind i vores liv – og i vores hjem. Og ja vi skal være glade for at bo her i Danmark. Tak fordi I er, som I er :o)
Flesthverdage / Susanne
22. oktober 2014 at 16:48Og så brokker vi os over, at vi mangler balance mellem familieliv og arbejdsliv. Vi burde skamme os.
Og vores “heldagsdagsskole” sættes i perspektiv, når man tænker på deres heldagsskole!
Connie // Larsens Blog
22. oktober 2014 at 15:49Det er uhyggeligt læsning. Tænk den dag man er gammel og lukker øjnene … det eneste man har oplevet er 12-14 timers arbejdsdage … det er da ikke et liv? Jeg så på for et år eller to siden en udsendelse om japanske skolebørn. Fra de er helt små går de i almindelig skole hele dagen, for derefter at have ekstra undervisning hele aftenen … ingen frihed til at lege, kun skole og lektier op til 18 timer i døgnet – det var grusomt at se, men også en øjenåbner for, hvor godt vi har det her i Danmark trods det at vi ofte brokker os!
mia gerdrup
22. oktober 2014 at 15:31Puha, læser dit indlæg om stakkels Yuko og får gåsehus. Tak fordi du delte dit møde med hende og gav os andre et wake-up-call. Grundlæggende så har vi det jo godt i Danmark.
Lene
22. oktober 2014 at 15:23Super dejligt indlæg som virkelig får en til at tænke over sit liv på både godt og ondt, måske vi slet ikke har så meget at være utilfreds med i dette bette land, nu vil jeg snart lukke og slukke her på job og vende snuden hjem til min familie og
så vil nyde at der er nogen der glæder sig til jeg kommer hjem og vi har tid til at hygge og snakke sammen mens vi laver mad og så vil jeg sende Yuko en masse kærlige tanker og håbe at hun med mødet med jer og jeres gæstfrihed, har fået
mod til og ændre lidt på det livsmønster som hun lever i, det er værd at håbe på, tak for en fin blog og nogle altid dejlige billeder og betragtninger.
Hilsen Lene
Conny
22. oktober 2014 at 14:31Det er altid berigende at møde andre kulturer. Min mand arbejder i en international virksomhed med en del kolleger fra bl.a. Kina og Ukraine, og der er vilkårene også meget forskellige ift vores lille smørhul af et land. En ung kinesers besøg hos os afstedkom også stor undren over så mange kvadratmeter til blot to mennesker, ligesom han nævnte det frodige landskab som specielt – han er vokset op i en storby i Kina, så det midtjyske søhøjland byder på en noget anderledes udsigt :)
Anne Holtegård
22. oktober 2014 at 14:29Man kan være fattig på mange måder… Åndeligt og materielt… Denne menneskelige tomhed er uhyggelig. Man må håbe for japanerne at de finder en bedre balance i livet… Og at Yoko får et liv!
Kristine
22. oktober 2014 at 14:20Tak for dit indlæg. Det maner til eftertanke. Fedt at I åbnede jeres hjem. Det er kulturudveksling i øjenhøjde.
frnielsen
22. oktober 2014 at 14:02Ved et tilfælde er jeg netop i gang med en bog, hvor handlingen foregår i Japan og den fortæller om det arbejdsliv du beskriver. Det er dejligt, at høre om virkeligheden, men også skræmmende og tankevækkende – tak for din fotælling.
Ulla Dalgas
22. oktober 2014 at 13:27Ja, jeg må sige jeg også blev helt stille og eftertænksom! Dejligt for din japanske gæst at opleve en dansk almindelig aften, håber hun vil og kan ændre lidt på sit liv. Skønt at læse din blog hver dag, giver inspiration til at hygge og nyde dagene som efterlønner ;-) PS Lige her skinner solen højt på himlen, så strikketøjet må vente..Ulla
KirstenLN
22. oktober 2014 at 13:18Smukt billede og trist læsning! Det sætter vores eget liv og den forkætrede work-life balance i perspektiv.
Dorthe
22. oktober 2014 at 13:16Wauww dine ord her, gør også mig stille. Jeg sidder her i min store hyggelige sofa, og tænker at vi har det jo super godt i Dannevang.. Det eneste jeg vil tillade mig at ønske i dag, er godt vejr..trænger sådan til at se solen bare lidt..
Louise
22. oktober 2014 at 13:16Jeg er helt målløs. Og yderst taknemmelig over at vi har det så godt her i Danmark.
Susling
22. oktober 2014 at 13:14Min nabo er fra Kina. En dejlig, intelligent dame med et krævende, højtlønnet og intellektuelt udfordrende job. Hun elsker at bo i Danmark! Til en fest mødte jeg et par fra Barcelona. De har begge højtlønnede jobs her. De sagde, at Danmark var det bedste sted at bo, arbejde og ikke mindst få børn. Forleden dag var der en amerikansk kvinde, som også har et højtlønnet karrierejob her, der sagde:” Lige nu har jeg alt for travlt til at nyde den danske work-life-balance, men gid jeg kunne og det er det jeg stræber efter!” Jeg synes saftsuseme, at vi skal gå på barrikaderne for at bevare det fine vi har og som alle andre sukker efter. Dixi!
Solvejg Bøger
22. oktober 2014 at 13:10Tankevækkende indlæg.
Samvær kan også være en god “rejse”.
Ha’ en god dag med dig og dine.
ilsearanti
22. oktober 2014 at 13:09Et sådant møde er en smuk, gensidig gave. Ja, det er meget lærerigt at kigge ind i livet i andre kulturer så helt forskellige fra det, vi selv kender. For år tilbage mødte jeg mennesker fra hele verden via mit arbejde, det lærte jeg meget af, og det udvidede min horisont enormt i forhold til, hvor forskelligt mennesker tænker og lever.
Lene
22. oktober 2014 at 12:52Og jeg bliver også stille her, dine ord gør indtryk. Jeg håber Yoko må finde vejen for hende, så drømmene kan opfyldes. God dag til dig, Liselotte og tak fordi du er den, du er. Jeg er glad for at have mødt dig, som Yuko berigede jeres liv, beriger du mit :-)
Liselotte
22. oktober 2014 at 13:08Og i lige måde, Lene. Du gør også mit liv meget rigere og det er jeg taknemmelig for. At blogge giver så fantastisk mange chancer for at blive et rigere menneske :-)
Lene
22. oktober 2014 at 14:57Det var en gave at opdage blodland :-) Sig mig, er det mig, der er skør eller skifter indlægget mellem billeder? Jeg har indtil nu set tre billeder, et mes lysestage, et med serviet, kop og tallerken og nu med efterårstræ :-)
Lene
22. oktober 2014 at 14:57altså der skulle jo stå blogland! Det er mig, der er ved at blive skør ;-)