Mandag var en dag med fotografering, opdatering, oprettelse af nye varer og en stak knapper at kigge igennem. Jeg mangler knapper i den nye Mariajakke og det er slet ikke nogen nem sag at vælge, så nu er et lille udvalg kommet med hjem, så de kan sammenlignes med mulighederne herhjemme.
Jeg hader at sy knapper i. Faktisk hader jeg det mere end at montere strik. At sy færdig strik sammen er altså absolut ikke en af mine yndlingsbeskæftigelser, men jeg gør det og endda med en vis omsorg affødt af tanken om det færdige resultat. Mariajakken er ingen undtagelse. Den er også monteret med ærbødig hensyntagen til det, jeg engang lærte omkring sammensyning af strik.
Jeg ved ikke hvorfor, men det er pludselig blevet vigtigt for mig at være omhyggelig. Det er måske en del af processen med at blive mere procesorienteret; at være langsom og til stede i stedet for at jage det færdige produkt.
Mariajakken er strikket på bambus-pinde. Jeg ville have forsvoret, at det nogensinde skulle ske, men jeg gjorde det. Jeg strikkede en hel (stor og lang) striktrøje på bambus-pinde. Jeg er endda fortsat. Jeg strikker på en cardigan til Annemette. Det er også med bambus. Langsomt. Af naturlige årsager. Masker på bambus glider ikke hurtigt og gesvindt, som de gør på metal. Det tvinger mig til langsommelighed.
Men skal lære hele livet og på samme måde, som man skal lære, skal man vel også udvikle nye færdigheder. Jeg er ved at lære at strikke langsomt. Om lidt vil jeg også øve mig i at lære at elske at sy knapper i. Jeg sagde ØVE mig …
5 kommentarer
FRØKEN LARSEN I/S
14. oktober 2014 at 12:34Jeg er stensikker på, at du kommer efter det…;0)
Hæng i, Liselotte.
Kh. Lene.
Tina Nymann
14. oktober 2014 at 11:29Langsomhed er en god ting….
Lige nu har vi to små, hundehvalpe i huset, så tempoet er sat kraftigt ned, for at følge hvalpenes rytme og give dem plads til at falde til hos os:-)
merete
14. oktober 2014 at 11:06elsker alt hvad der har med strikketeknik
Conny
13. oktober 2014 at 17:59En strikjakke kan godt fungere uden knapper, i hvert fald et stykke tid :) Hæfte ender er strengt nødvendigt og ikke så slemt – sy sammen sker sjældent grundet valg af monteringsfri modeller – strik på bambuspinde når jeg nok aldrig til, så hatten af for din vedholdenhed :)
Connie // Larsens Blog
13. oktober 2014 at 17:45“Du har alt for travlt”, sagde min far altid til mig som barn – for jeg var en utålmodig sjæl. ALTID utålmodig efter at noget skulle blive færdigt! Min far byggede en gang et super lækkert hundehus til vores Schæferhund. Hundehuset var isoleret, der var lagt vinyl “på gulvet” så det var let at rengøre, og så skulle der saftsuseme også tagpap på. Jeg plagede min far om, om vi ikke godt kunne fylde halm ind i huset alligevel, så hunden kunne afprøve det – men nej! Jeg måtte pænt vente … og sådan har det altid været! Jeg er dog blevet bedre med alderen, meget bedre – men jeg øver mig også stadigvæk :-)