7

Ingrid Marie, du er den bedste

Ingrid Marie

Så ramte efteråret Danmark. I går eftermiddags var der mørkt, blæsende og regnen væltede ned fra en tung, grå himmel. Aftenen og natten igennem har det regnet. Tunge og intensive byger er blæst forbi Gug, mens vi har nydt den varme dyne og bevidstheden om, at vi ikke behøvede gå ud.

Oskar er blevet ekspert i at holde sig, for er der noget han ikke bryder sig om, er det regn og rusk. Han nægter at gå udenfor. Han som render ind og ud hele sommerhalvåret, lukker sig inde, så snart regnen kommer og går kun udenfor af nød. Jeg lader ham være magelig. Han er trods alt elleve år og i sit livs efterår og så skal man forkæles og opleve eftergivenhed.

Jeg har endnu ikke tjekket, men jeg tænker, at mine kvæder skal bjærges snarest. Mine få, men smukke og aromatiske Ingrid Marie, kom indenfor inden weekenden, så de er i hus, men kvæderne hænger endnu. Måske.

Engang høstede jeg frugt og bær i haven hele sommerhalvåret og langt ind i efteråret. Brombær, solbær, ribs, hindbær og rabarber. Æblesorter af forskellig art og to slags pærer. Pærekvæder og japanske kvæder. Hasselnødder. Der var alverdens rigdomme i haven. Så kom gravkoen. Haven blev med et enkelt pennestrøg nedlagt og jeg er startet forfra. Nu er her to pærekvæder, et sølle pæretræ og nye, sprøde æbletræer, som ikke bærer endnu. Kun mit lille, halvtørre Ingrid Marie har givet frugt i år, så jeg skatter mine æbler højt. Sorten er min yndling.

Om lidt vil jeg tage et Ingrid Marie i tasken og overlade matriklen til Oline og Oskar. De skal hygge sig i dag og det bliver med garanti indendøre, når jeg ser blade hvirvle gennem luften og en himmel, der ikke levner meget plads til solen.

Må du få en vidunderlig og tilpas efterårsdag :-)

Du vil sikkert også kunne lide