Her er blevet stille igen. Helt stille. Stilhed efter stormen. Irma og hendes forældre er kørt mod København. Oline er taget ud til en kammerat. Her er faktisk helt stille. Tyst. Det ringer nærmest for ørerne.
Om to sekunder finder du mig inde i sofaen, hvor jeg skifter mellem at fin-sove og strikke, men du får mig aldrig til at indrømme, at jeg synes, at det var hårdt med sådan en baby i huset. Aldrig! ;-)
11 kommentarer
Tina Nymann
6. oktober 2014 at 10:07Hi hi:-) Ja, træthrden når man har hvalp er slem, men efter det lille første stykke tid er det hurtigt glemt – lidt ligesom med en baby, ikke?
Karen
6. oktober 2014 at 18:50Herligt sofaliv. Hvad strikkes du på og i? Tak
Liselotte
7. oktober 2014 at 08:24Jo, det er sådan, det er. Glemt så snart de arter sig :-)
Liselotte
6. oktober 2014 at 09:16Det har været så utrolig dejligt at se dem alle tre og endelig hilse på Irma, den lille, charmerende og faktisk slet ikke slemme hvalp. Hun lavede faktisk kun en enkelt uoprettelig skade. Hun tyggede i en af mine strikkepinde ;-)
Catarina
6. oktober 2014 at 06:11Hi hi, det er præcis sådan vi følte det da Cleo var lille. Efter en første løbetid, er hun nu blevt meget rolig og “babyen” er forsvundet. :-)
Heidi
5. oktober 2014 at 21:19Irma”lukkede” da vi kørte fra Gug – sov hele vejen og sover STADIG, så HVEM er det lige, der er mest træt Liselotte ;-) Tak for en dejlig weekend og PS : ikke lavet ulykker endnu herhjemme – det var åbentbart sjovere hos Jer……
Moster Tulle
5. oktober 2014 at 20:40Sjovt som man glemmer….både de søvnløse nætter med rigtige babyer og hvor vildt det er at få en hundehvalp…Nu med 2 “ældre damer” på 7 og 8 år, som ikke længere laver ballade som i at bide i ting osv., men da stadig har en ufattelig energi og faktisk også kan finde på at stikke af.
FRØKEN LARSEN I/S
5. oktober 2014 at 19:51Sofaen er det bedste sted efter en livlig weekend….
Også min yndling. God søndag aften.
Kh. Lene.
Gitte
5. oktober 2014 at 18:39:-) – Det er faktisk lidt hårdt at få en hvalp. Selv om man er helt forelsket i det lille kræ, kan man godt ind imellem undre sig lidt over hvad det er man har begivet sig ud i. Nå – Jeg elsker mit uartige kræ, der stadig stikker af hvis han kan komme ud af fordøren. Men – eller så er han blevet sød og rolig……
Og Irma ser da noget så charmerende ud.
gitte
5. oktober 2014 at 17:35Den er da også for nuser det lille kræ. :)
Conny
5. oktober 2014 at 17:02Det er fint med fut i fejemøget, men bagefter er det også rart at høre, om ens tinnitus lyder, som den plejer :)