Morgen på Tjørnevang er at stå tidligt op, for der er gæster og en af dem fordrer tidlig start. Meget tidlig start, synes hendes forældre, som har været uden forpligtelser i mange, mange år. Nu er det ud af fjerene og de skiftes. I morges var det Heidi, der måtte stå for skud.
Der er simpelthen ny baby i familien. En af de vilde af slagsen. En af dem, der aldrig nogensinde ulejliger sig med at stå stille, så et godt billede af Irma eksisterer fortsat ikke – og det er ikke fordi, jeg ikke har prøvet, men jeg arbejder fortsat med det lille NEX-kamera, som ikke er verdens bedste til livlige dyrebørn.
Hun er skøn, den lille. Helt igennem skøn.
Oskar tager det hele med stoisk ro. Han er tydeligvis den erfarne verdensmand, som nok lige skal tage livtag med vildbassen, men ind imellem må hun forstå, at han bliver træt og trænger til en pause. Så trækker han sig væk og advarer, hvis det ikke bliver forstået, men han deler gerne alt. Mad, vand, kurv og legetøj. Mi casa es su casa, mi amigo, siger han vist. Det er dejligt at opleve.
Om lidt er hun vel træt. Håber vi ;-)
9 kommentarer
Lotte
5. oktober 2014 at 21:04Men Liselotte, Oskar holder jo ikke evigt :-( :-( Jeg fik en mere fordi jeg VED jeg ikke overlever ret meget, når Josef ikke kan mere, og så sagde en til mig, at det er klogt at udvide med en, mens den anden stadig er i live. Ja, jeg ved godt, det lyder kynisk. Man kan IKKE erstatte mennesker, men man overlever at erstatte en hund, har jeg fået fortalt. Det tager lidt af slaget…
Liselotte
5. oktober 2014 at 10:39Vi nyder, at vi har besøg af Irma og hendes menneske-forældre. Vi nyder, at det ikke er os, der er ansvarlige for at passe op, holde øje og tørre op, men blot kan læne os tilbage og tænke, at vores tid med den slags er udstået ;-)
Lotte
5. oktober 2014 at 00:52Og når hundehvalpen piver en i øret kl. 03.00 om natten (ikke hver nat) fordi den skal tisse, er det på en måde værre end da børnene var små. Dem kunne man nemlig skifte UDEN at skulle ud i KULDEN mit om natten…
Jeg overvejer kattebakke til kræet…:-o
kreaholic
4. oktober 2014 at 21:00Tusind gange tillykke, tak for hyggelig snak i går og en cola til sønnike, vi sender en brochure fra Tropical Islands og jeg vender tilbage når der er nye forsyninger i mohair, for er da helt solgt
Marie
4. oktober 2014 at 17:45Hvor ser hun bare cute ud :-). Hvilken race er hun? Hun ligner en dværgschnauzer – som jeg (også?) er den heldige “mor” til.
Tina Nymann
4. oktober 2014 at 16:45Åhhhh, hvor skønt med en lille ny hvalp i familien. Gid det var min, for jeg savner i den grad en hund i mit liv…..
Karin Grøn
4. oktober 2014 at 10:27Hvor skønt- vi er også i gang- gamle Balder har fået en makker hos datter og svigersøn- en skøn cocker, der lige er blevet 12 uger men sikke en energi ser den gamle ud til at tænke. Han hopper dog med på vognen ind imellem. Det er man jo så også ligesom nødt til, når der pisker en hund frem og tilbage UNDER maven på en og den lille bukker ikke engang hovedet.
Også skønt med efterårsbilledet fra haven. Nu kan man da rigtigt se at sommeren er gået på hæld og efteråret har taget over. God weekend og husk eddike i optøringsvandet, så kan de ikke huske det var der de tissede på gulvet sidste gang – hæ hæ.
Lene
4. oktober 2014 at 09:54Åh ja manglende søvn, rod overalt og et håb om det bliver bedre, mens man alligevel nyder det lille pus. Sådan er det både når der er menneskebabyer og hundehvalpe i huset. God lørdag til jer alle.
jette
4. oktober 2014 at 09:50Vi fik ny ruhåret gravhund i august (som i øvrigt også lyder navnet Oskar – ja, lyder og lyder…) Vi måtte sige farvel til hans forgænger i januar. Han var næsten 13 år og nr. 2 af slagsen, så det nyeste skud på stammen er altså nr. 3 af samme race.
Men vi var 32 år yngre, da vi fik nr. 1, og vi havde hjemmeboende børn, som kunne aflaste, da vi fik nr. 2. Nu er vi alene om opdragelsen og er blevet 32 år ældre end første gang og det er sandelig ingen spøg. Ham her er også mere gravhund end de to andre, så han er ikke altid helt enig med os i, hvordan man skal opføre sig. Jeg glæder mig f.eks. meget til, at mit garn kan komme ned fra stole og andre steder, hvor det er midlertidigt opmagasineret (ja, her ser underligt ud!)
Men det er jo en overgang (siger vi, med desperation i stemmen, til hinanden) og han bliver sikkert lige så dejlig – og magelig – som de to andre har været. Engang gør han sikkert…
Irma er ualmindelig nuttet. Og jeg synes da billedet er blevet nogenlunde tydeligt. :-)