25

Lørdag med virus, sol og strik

Lørdag

Lørdag er at stå sent op efter en lang, tung nattesøvn. Lørdag er at lande efter en umanerlig travl uge. Lørdag er sol ind af køkkenvinduet og lys i sjælen. Lørdag er at tage hul på en weekend helt uden planer og hvor jeg dog trænger, for denne uge har trukket store veksler på min udholdenhed.

Lørdag er kaffe i krus, Mads & Monopolet i radioen og strikketøj på bedding. Jeg planlægger projekt(er) til Fanø, for det er lige om et øjeblik. Fem dage med koncentreret strikke-samvær og frisk luft. Fem dage med plads til ingenting og alting. Fem dage med strand og vand. Fem dage i godt selskab, så jeg glæder mig virkelig meget, for det bliver som at få en lille ferie. Jeg har været på forkant og har bestilt strikkebøger…

Babystrik

FOTO: Strik til småfolk af Annette Danielsen & Warm knit for cool kids af Susie Haumann

Jeg fik bøgerne med posten i går og havde slet ikke tid til at kigge dem igennem for alvor, men der var tid denne morgen. Det bliver formentlig ikke dem, der kommer i spil på min strikke-ferie. Der er to modeller, jeg kunne tænke mig at strikke, men jeg brænder ikke for at få dem på pindene, så det bliver måske på et senere tidspunkt.

I stedet pakker jeg en stor stak alpaka, de tykke pinde og idéer til sweatre og lange jakker. Vi er i starten på efteråret og tyk strik bliver interessant nu, kan jeg mærke. En blød sky af en trøje vil være velkommen. Måske den kan jage min forkølelse på flugt, for den er stædig og vedholdende. Jeg nyser og fnyser, pudser næse og er fortsat temmelig ramt af den virus, der kom forbi for mere end en uge siden. Måske jeg bare skulle brygge en kande te? Jeg tror det.

Du vil sikkert også kunne lide