Sofa-tid og nem aftensmad

Vi er trætte. Vi er slidte. Vi har været syge hele weekenden, men vi er i gang og det går i grunden udmærket, for vi griner en del på min nye arbejdsplads. Grin kan afhjælpe næsten alt lige fra ligtorne til tarmslyng. Jo, det tror jeg på, at det kan. Man skal grine alt det, man kan nå på en dag. I grunden helst mere. Det er godt for sjælen og derfor har Steen lovet mig, at han går hjem og giver Dag en chance i aften. I morgen må jeg høre, hvad han mener om den.

Udenfor har vi udsigt til gravkøer, der spreder sand og grus, flytter tonsvis af jord og ind imellem er faretruende nær på de kabler, der fratog os muligheden for at arbejde for nogle måneder siden. I dag vil det være velkommen, for så kunne vi blive nødt til at gå hjem. Holde fyraften. Lukke for i dag. Vi trænger til sofa-tid og nem aftensmad. Det sidste kræver hjernevindinger, som ingen af os har. Vi går forgæves rundt og prøver at finde på, så det ikke tager mange sekunder at lave en god, sund og velsmagende ret, vi alle har lyst til at spise.

Det sidste er også en udfordring, for i hverdagene er vi vist villige til at være rummelige og give plads til hinandens smagsløg, men når man bliver halv-mat og syg, bliver man også meget mere følsom omkring maden, så det den ene gerne vil spise, kan den anden slet ikke overskue at skulle indtage og så fremdeles.

Vi ender vel med en rugbrød. En klapsammen. Sådan én, som holder sulten fra døren og ikke mere, men det er i orden en grå mandag i september, har vi lige bestemt.