Vagthunde vogter. Min Hund vogter også, men det er over muligheden for at snige sig op under den endnu varme dyne, når vi forlader den. I dag var han heldig, at jeg bar over og lod sengetæppe være sengetæppe. Nu ligger han og hygger sig under min dyne, mens jeg vasker de sidste maskiner, inden jeg skal ned i butikken og gøre nytte.
Luksus er, at det er mig, der bestemmer, hvornår jeg er klar. Det er en gave at have pladsen og tiden til at vælge at vaske i stedet for at møde på arbejde. Det er faktisk slet ikke til at forstå og også i går, brugte jeg lidt tid på at minde mig selv om, at den time, jeg allerede havde afsat i den tidlige aften til afregning og planlægning af den kommende uge, kunne skrottes og i stedet bruges på hygge med familien, grin og måske lidt strik.
I dag er jeg stået sent op. I dag har jeg en tandlæge-tid, som ligger på en mandag og ikke på den onsdag, der var min ugentlige fridag og derfor altid blev brugt til den slags.
I dag har jeg hentet Dahlia indenfor, så alle vaser er fyldte med farvestrålende blomster. I dag har jeg støvsuget gulvet i køkkenet, tømt opvaskemaskinen og fyldt den igen. I hvert fald halvt.
I dag har jeg fundet strikketøjet frem, pakket tasken med ideer og kamera. Jeg skal tage billeder og pakke en masse skønne pakker og sende dem ud i hele verden. Jeg skal ned til mine skønne kolleger.
Jeg skal hyggesnakke med Lisette om vores forestående tur til Fanø. Jeg skal til Fanø i anledning af Strikkefestival for første gang nogensinde og det er måske en overdrivelse at postulere, at det er den, jeg skal ned til. Jeg skal være på øen samtidig med, at denne festival løber af stabelen, men jeg er ikke meldt til noget som helst. Jeg skal bo i sommerhus med en flok skønne kvinder, jeg ikke kender, men den slags er der råd for, så jeg glæder mig bare til at lære dem at kende og selvfølgelig står opholdet i håndarbejdets tegn. Der skal strikkes og hygges, spises god mad, drikkes vin og forhåbentlig grines en del. Jeg glæder mig helt vildt og det er jo lige om et øjeblik, så mon ikke jeg bare skulle se af at komme afsted ned og røre i forventningens gryde? Jeg tror det :-)
9 kommentarer
Pernille
25. august 2014 at 18:03Vi glæder os til at lære dig at kende…. :-)
Liselotte Weller
25. august 2014 at 18:24Hvis du vidste, hvor jeg glæder mig, Pernille… Det bliver så skønt og jeg er sikker på, at I er godt selskab :-)
Lone
25. august 2014 at 17:15Vi er også et par stykker, som ser frem til strikkefestival på Fanø. Vores variant ligner den, du være en del af – afslapning og hygge i sommerhuset, håndarbejde, ingen tilmeldinger og så det, vi i øvrigt opsnuser rundt på øen. Der er flere ting, man kan se, men intet slår turen på stranden – uanset vejret :) Vi har været der i weekenden, og det aldeles dejligt.
Liselotte Weller
25. august 2014 at 17:23Det bliver bare skønt, Lone og strand og vand er altid godt ligesom kvinde-selskab, strik og god vin er det :-)
Liselotte Weller
25. august 2014 at 15:48Jeg glæder mig voldsomt til dejlige dage på Fanø – det bliver skønt :-)
Omkring baggrunden, så har jeg tjekket den på min iPhone, min iPad, min Mac og min almindelig PC’er og den virker uden problemer, så jeg fristes til at mistænke, at det er lokale problemer hos de af jer, som har problemer med at læse. Det er ikke sikkert, at jeg har ret, men jeg tror, at I skal tømme cachen og indlæse siden helt forfra. Så tror jeg altså, at det virker. Jeg håber det :-)
Marianne
25. august 2014 at 13:32Kan desværre ikke læse din side i dag pga. baggrunden øv
Anne
25. august 2014 at 12:13Glæd dig til Fanø og det er skønt at være der, uden at have noget planlagt, andet end strik…der dukker hele tiden gode oplevelser op…er du til travetur i naturen, så besøg eventuelt Fuglekøjerne…spændende sted og lyngen er så smuk i september :-)
Kit // A + K = ♥
25. august 2014 at 10:49At kunne bestemme selv er den ultimative luksus i min bog – nyder hver eneste gang har muligheden!
– Kit
FRØKEN LARSEN I/S
25. august 2014 at 09:57Åh, det lyder dejligt med Fanø. Jeg var der sidste år sammen med 3 svigerinder, vi boede også i sommerhus og snusede bare rundt på øen og hyggede os.
Lidt garnkøb kunne man jo ikke undgå ;0) og der blev råhygget om aftenen…
Kh. Lene.