10

Jeg har en ferie-udpakning til salg …

Vi er landet hjemme. Klokken tæt ved tre i nat, kørte vi ind på gårdspladsen efter at have været på vej hjem fra ferie siden klokken 9 i går morges, hvor vi vinkede farvel til Anne og pigerne, som tager endnu et par dage i det franske.

Vi måtte hjem og møde hverdagen. Ikke mere slendrian, men sjov med det arbejde, vi begge elsker. Det er nu slet ikke så ringe endda og efter mere end tre uger ude, er det godt at komme hjem igen og se, at alt ligner og mennesker og dyr trives. I morgen tager vi fat. I dag restituerer vi. Vi pakker også ud. Jeg er uhyggelig ringe til at pakke ud. Jeg hader det! Det er derfor, jeg sidder her og skriver…

Ferie med omkørsel

Jeg hader det mere end tyske omkørsler. Faktisk er Umleitung en af mine favoritter, for jeg kender ingen som tyskerne, der kan give en på opleveren, når man dirigeres ind gennem baglandet til en af de lange stræk motorvej, der skærer sig gennem Tyskland på kryds og tværs. Ligesom sidste år, havnede vi i år på en længere en af slagsen ind gennem en smuk del af Tyskland lige syd for Köln.

Sidste år var det en tur, der inkluderede små, pittoreske landsbyer med køer, der passerede gaden, gader så smalle, at vi ikke troede, at vi kunne passere og veje så hullede, at vi nær havde rystet nyrerne løse, men i år var mindre dramatisk. Lige så lang, men med mindre udfordringer var turen denne gang og nu skulle man så måske tro, at det var det, men vi kommer aldrig gennem uden snerten af drama.

Vi havde ikke forventet, at vi skulle ramme en omdirigering af trafikken, som var så lang, at vi kørte på diesel-dampe, da vi endelig nåede ud på motorvejen igen. Seksogfyrre kilometer til næste tankstelle sagde skiltet, så der var nogen, der holdt vejret, mens vi skridt for skridt nærmede os det, der må være light-udgaven af oasen for manden i ørkenen. Vi nåede det og her fra foregik resten af hjemturen helt uden dramatik.

Der er heller ikke megen dramatik over en udpakning, men jeg kan hurtigt få behov for at skabe lidt. Jeg HADER det, men den klarer ikke sig selv. Jeg er den, der er gået. Vi ses ;-)

Du vil sikkert også kunne lide