13

Solsikker så langt øjet rækker

Castang, Dordogne

Solsikker ved Castang, Dordogne, Juli 2014

En aftentur til Lalinde bød på en utrolig smuk og langsom tur gennem en lille del af Aquitaine. Vi kørte ad smalle, snoede veje ind og ud gennem små, pittoreske landsbyer og langstrakte marker fulde af skiftende afgrøder. I engdrag gik kvæg og græssede og ind imellem passerede vi flokke af gæs i fri dressur. Med sådanne omgivelser behøver man ikke ret meget mere. Det skulle da lige være temperaturer, der ikke levner plads til lette dunjakker og islændere, men uanset hygges der hernede, hvor vi tager os tiden til at være langsomme.

Nogle sover længe. Jeg strikker og lytter til radio, drikker kaffe og skriver her, mens jeg samtidig nærstuderer vejrudsigter. Det bliver tilsyneladende en blandet landhandel, det vejr, men varmen er på vej og så er jeg ligeglad med resten. Jeg gider bare ikke fryse i Dordogne i juli måned.

I dag står valget mellem hjemmedag eller en tur ud i verden for at udforske fortiden. Vi tager måske til Les Eyzies-de-Tayac-Sireuil, som fungere som fantastisk udgangspunkt for et kig til vores forfædre. Vi vil en tur ind på Pôle International de la Préhistoire. Der er gratis adgang, venligt personale og en god historie at starte på, inden vi tager på udkig efter Cro-Magnon i egnen heromkring.

Beslutningen om at tage ud eller blive hjemme afgøres af, hvornår familien er samlet. Det er aldrig til at vide. Vi holder jo ferie :-)

Du vil sikkert også kunne lide