Et gensyn med Bergerac

Bergerac var mål for vores tur ud af huset i går. Vi havde lyst til en udflugt og eftersom ferie for os handler om at være langsomme og nyde, at netop det er en mulighed, ventede vi med at tage derind til eftermiddags-åbent. Butikkerne lukker mellem 11 og 14, så vi kunne sagtens tage den med ro.

Gårsdagen var grå, men lun og vi nød endda en smule sol udenfor om formiddagen, inden det igen trak sammen og den forsvandt bag skyer, der resten af dagen truede med regn. Vi tog ikke paraplyer og galocher med, men bare en tyrkertro på, at det ville holde tørt. Vi fik næsten ret. Der faldt en enkelt, blid sommerbyge, mens Oline og jeg sad på en bænk og tålmodigt ventede på Kenneth, der gik shop-amok i en nærliggende butik.

Bergerac er meget charmerende og samtidig meget grå og temmelig forpjusket at se på.

Mange huse er ikke vedligeholdt, haver er groet til og i centrum er der – som sidste år – mange butikker, som står tomme og efterlader store, gabende sår i en ellers hyggeligt bymidte, men langs floden er der smukke piletræer med lavthængende grene, der rammer vandoverfladen og danner smukke mønstre ved den mindste vind. Om aftenen lyser alting op i skæret fra månen og magien er uforlignelig langs Dordogne for ikke at snakke om egnens vin, som sagtens tåler sammenligning med de bedste vine fra Bordeaux.

Byens indbyggere er venlige og taler gerne engelsk. I det hele taget er oplevelsen af at være velkommen mærkbar her. Det har ikke altid været vores oplevelse  i andre dele af Frankrig, men man smiler og vil så gerne hjælpe overalt, hvor vi kommer frem.

Pandekager er så absolut ferie-mad for Oline. Det er kun et spørgsmål om at prøve at få dem klemt ind hver dag og i går var ingen undtagelse. Vi sad i skyggen af store parasoller og når solen ind imellem tittede frem bag skyerne, kunne vi mærke, at varmen er lige om hjørnet.

Vi sad med udsigt til den nye statue af Cyrano. Byen er jo bl.a. kendt for Edmond de Rostands skuespil Cyrano de Bergerac og selvfølgelig har den statuer af Cyrano. En gammel stenstatue på Place de la Myrpe og en ny og lidt usædvanlig bemalet træ-statue på Place Pelissiere, hvor vi altså sad og nød lidt koldt at drikke i en pause fra vores slentretur gennem en lille del af byen.

Oline og jeg var i Sephora og det gik ikke stille for sig. Det tog sin tid og i min lille familie har vi heldigvis stor forståelse for hinandens særlige ønsker om god tid, men man behøver ikke stå ved siden af og vente, når en af os kaster sig ud i det, de andre ved, bliver en langsommelig affære. Man er næsten kontraktligt bundet til at finde den nærmeste café og sætte sig og nyde enten koldt eller varmt alt efter ønske og behov.

I går var ingen undtagelse og Kenneth drak kaffe, mens vi shoppede alt det, der giver os feriefølelsen af at vi-gør-os-lækre-fordi-vi-har-god-tid, så der blev blandt andet shoppet ansigtmasker, neglelakker, øjenskygger og fodbadesalt.

Senere på dagen var det vores tur til at vente tålmodigt. En mild sommerbyge akkompagnerede, mens vi lod Kenneth og en fiks, fransk ekspeditrice alene, så han kunne lade hende inspirere. Hun har været god. Han returnerede med mere end en fyldt pose.

I dag er fri for andet end hygge for mig. De andre vil på tur, men ikke mig. Jeg vil dovne og strikke, lytte lydbog og bare nyde, at jeg skal lave ingenting. Ah…