20

Skrid pommes frites!

Vejen til Helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Jeg er fuld af dem.

Jeg vil så gerne være en af dem, der går en tur hver dag. Løbe kommer jeg aldrig nogensinde til at gøre medmindre det er efter noget, jeg enten skal redde fra en frygtelig katastrofe eller noget, jeg virkelig brændende ønsker at fange. Jeg ser ingen partnerskab i horisonten mellem mig og løb. Det bliver bare ikke virkelighed, men jeg gider gerne gå. Som benene vil det og jeg gør det. Glad og gerne. Jeg snupper trappen alle de steder, jeg kan komme til det og jeg har intentioner om at spadsere Øster Ådal tynd hver eneste aften, men det er ligesom alting modarbejder mig. Specielt sofaen. Skrid pommes frites, råber jeg, når den overfalder mig, men lige lidt hjælper det.

Skrid pommes frites!

Jeg forstår simpelthen ingenting, for al energi forlader mig sidst på eftermiddagen og jeg skal ikke sætte mig ned, medmindre jeg kan sidde der længe. Og glane. Det eneste, jeg virkelig er god til for øjeblikket.

Måske er jeg lidt slidt og måske sommerferien bare er tiltrængt? Måske? Måske skal jeg bare tage mig sammen …

Skrid pommes frites!

Mine gule lyn kunne godt trænge til at slides lidt. Jeg behøver ikke mere slid, men måske lidt frisk luft ville gøre godt :-)

Du vil sikkert også kunne lide