Vi lever med en stor have. Sådan en have, som er forsøgt tæmmet, og har haft sin storhedstid hvad angår staudebede og blomster allevegne. En have som nu tilpasses de livsvilkår, vi har og som inkluderer en travl hverdag og kun ganske lidt tid til at frisere plæne og bede.
Vi nyder i stedet, at vi nu har et stort træ-dæk og en skøn oase i Feddet, som levner plads til udeliv, som vi kan lide det. Alligevel kan jeg mærke, at vi har haft rigtig travlt dette forår, for der er stort set ikke én eneste blomst på min terrasse eller i haven. Det ligner ikke mig, som er glad for at nusse om blomster og grønt, men Oskar er ligeglad. Han elsker bare, at der er frit løb grunden rundt. Han afsøger alle kanter og smutter gerne under det hegn, der er opsat nederst i haven og løber hele vejen langs stien, der ender i Øster Ådal. Han er kommet hjem, før han er endt dernede, men nu er der opsat ekstra hegn, som skal sikre, at han ikke kan smutte ud den vej. Han ved det ikke endnu.
Kan vi ikke finde Oskar andre steder, kan vi finde ham i bunden af haven, hvor han er på jagt i skovstykket inde under træerne. Hvad han jagter, har jeg ingen anelse om, men jeg er også ligeglad, så længe jeg får lejlighed til at nyde kigget til en blå sommerhimmel og en smukt udsprunget Dronningebusk.
I aften spiser vi gammeldags æggekage med purløg og rigeligt med bacon. Vi gør det, fordi vi kan, og fordi det er juni og sommermad i min verden. Vi gør det, fordi Lisette tilbyder os de lækreste, hjemmegjorte æg med orange blommer og spor efter hønsenes trang til at lægge æg alle andre steder end i redekassen. Vi gør det, fordi det smager, så honningbierne smiler og duerne danser fandango på tagryggen. Vi gør det, fordi lyden af knasende sprød bacon gør lykkelig. Vi gør, fordi vi kan :-)
6 kommentarer
ellen
4. juni 2014 at 21:53Det er det fantastiske ved haver. De kan tilpasses vores livsfaser. Min have er mit sommer strikketøj, hvor jeg leger med farver og former.
Morten
5. februar 2015 at 16:25Hej Liselotte
Jeg er igang med et orangeri projekt, og er faldet over “feddet“ som er super flot:-) mit spørgsmål går på om du er tilfreds med taget, jeg tænker på kondensvand?, er det varmt nok hen på efteråret?
På forhånd tak..
Helle K.
4. juni 2014 at 08:44Velbekomme :) sådan en glider også ned her af og til. Æggekage er godt.
Gitte k
4. juni 2014 at 07:45Mmmmm elsker æggekage med bacon, også en af mine ynglings sommerretter. Her hjemme har der også været en del at se til, så krykkerne på terrassen står stadig udplantet hen, måske jeg får gjort noget ved den her i pinsen. Nå men velbekomme-:)
Anne Holtegård
3. juni 2014 at 19:37Ih, hvor sjovt, at du også lige har fanget Dronningebusken med kameraet i dag.
Vores have skal tæmmes og gøres “pasningsfri”. Så vi kan tage på tur eller bare dovne … uden dårlig samvittighed. Men før vi er nået dertil, venter et stort arbejde… og synet af Dronningebusken fik mig på afveje…. lige som Oskar, når han øjner chancen!
Lene
3. juni 2014 at 19:19Velbekomme, det lyder som den skønneste sommeranretning. Her er der heller ikke blomster i krukker, sådan må det være, men høj himmel kan vi klare. Din dronningebusk er så smuk, og hvert år, når du viser billede af den, så glæder jeg mig til min mindre udgave af den springer ud :-)