Det er en første gang for alting. Ikast er en af tingene …

I går var jeg i Ikast for første gang i mit liv. Jeg så en af vejene ind i byen. Og kirken omkranset af grave og den smukkeste allé. Lige overfor fejrede vi en af landets mange smukke, sprøde og sjove studenter. I godt selskab blev vi forkælet og vi nød det.

Kvinden bag al den forkælelse var Anne. Tusindkunstner og mester i forkælelse. Snart med kørekort til Vrads Station, så der er virkelig basis for mere forkælelse og jeg er ikke ene om at kunne nyde. Du kan også. Fra årsskiftet er hun stationsforstander og vil svinge gryder, potter og pander for alle os, som kigger forbi, men i går var anledningen hendes smukke, mellemste datters studenterhue.

Vi nød timerne i godt selskab og da dag forlængst var gået over i aften, pakkede vi bilen og drog tilbage til Aalborg ad snoede, smukt sommerklædte landeveje, mens solen farvede himlen orange og duften af sommer bredte sig i bilen, hvor vi sad og stille snakkede om alt og ingenting, som man gør, når man har kendt hinanden omtrent hele livet.

Jeg sov godt i nat og vågnede tidligt, så jeg har forlængst indtaget dagen. Resten af huset sover. Jeg nyder stilheden og går lidt til og fra mit strikketøj, mens jeg stornyder, at der er tid til det. Jeg lytter ind imellem til Doña Nicanoras Hattebutik, mens jeg drikker kaffe. Livet er godt.

Solen skinner. Søndag ser allerede temmelig godt ud fra min stol. Jeg håber, at din udsigt er den samme :-)