10

En god del af døgnets timer

Det er lidt lyd jeg giver for øjeblikket og det ligner ikke den rytme, jeg engang havde, men livet er foranderligt og ind imellem kræver det, at tiden fordeles anderledes, end man er vant til. Sådan er det i disse år, hvor jeg har travlt med arbejde og ved siden af giver en hjælpende hånd i Garnudsalg.

Som I sikkert kan regne ud, tager de to opgaver en god del af døgnets timer at udfylde tilfredsstillende, men hvor har jeg det sjovt. Og dejligt. Jeg hygger mig sådan :-)

Hækletøj

Håndarbejde bliver der alt for lidt af i disse måneder. Det er underligt og det er savnet. Jeg længes efter timerne med strik eller hækletøj mellem hænderne, men virkeligheden er, at det bliver sporadisk og sjældent så kontinuerligt, at jeg kan holde interessen fanget. Det er forsvindende lidt, jeg får gjort færdigt. Jeg er ikke sådan indrettet, at jeg kan starte på et projekt og lade det ligge i flere uger for så at vende tilbage med samme lyst til at gøre det færdigt. Jeg når at miste interessen.

Til gengæld er jeg ved at sprænges af lyst til at strikke og hækle. Idéerne står i kø og sådan er det nok bare, når tiden ikke er til det og manglen på tid afholder mig såmænd ikke fra at starte projekter op…

Hækletøj

Jeg har fået en idé. Sådan én, som ikke bliver færdig med det første. Jeg bærer den med mig hele tiden. En stor, tung cone bomuld og en hæklenål. Ind i stuen, ud i bilen og hen i butikken.

Allevegne er den med mig og jeg har hæklet siddende på gulvet mellem to ordrepakninger, på parkeringspladser utallige steder i og omkring Aalborg og ind imellem også sneget håndarbejdet med under dynen en tidlig sommeraften, hvor min ryg ikke ville andet end hvile. Jeg må finde hullerne, hvor det lader sig gøre at hækle bare ti eller tyve masker, for med tiden ender det jo i manifestationen af den idé, jeg forfølger og jeg har ikke til sinds at opgive den endnu.

Onsdag er fuld af opgaver, men mit hækletøj er naturligvis ved min side. Man ved jo aldrig :-)

Du vil sikkert også kunne lide