18

Strikketøj, tid og torsdag uden planer…

Påskedagene ligger åbne og så er der tid til …

Måske vi bare skulle pakke en taske og montere de lange ben? Måske skulle vi stryge til Berlin og se på nyudsprungne træer? Måske skulle vi køre ind i Frankrig, bare fordi vi kan? Måske skulle vi køre ned og nyde den friske luft i Harzen i selskab med pensionister og vandreglade europæere? Måske skulle vi blive lige her og nyde, at vi har tiden til at være ude og plante lidt af det, der skal gøre en have? Måske vi bare skal lave æggekage, spise sildemadder og sidde ude på Feddet med en snaps og hinanden? Måske vi skal køre ud og knække nakken på en anemone eller to? Måske skulle jeg læse en bog eller to? Måske …

Muligheder er der nok af og jeg tror tiden må vise, hvad vi ender med at putte i denne påske. I hvert fald skal strikketøjet røres. Jeg er multi-strikker, som har flere projekter i gang på én gang og for tiden når jeg ikke mål med mange af dem. Jeg taber interessen. Jeg kan ikke finde ro og stamina til at færdiggøre. Jeg lægger dem i et hjørne og glemmer alt om dem, fordi jeg starter en ny idé. Jeg er vægelsindet, men ét projekt vokser for tiden; min Topp-ned-topp.

Strikketøj

Jeg strikker med tre tråde. En islandsk entrådet uld, en silke/hør og en Kid Mohair. De to første kvaliteter er nogle af de tilbud, Kenneth har haft de sidste uger og de er vist forlængst solgt. Den tredje ligger på hylderne lidt endnu :-)

Jeg er meget spændt på resultatet. Jeg skal ende med mere end 500 masker på de sidste runder. Jeg håber, at resultatet er sliddet og de lange omgange værd, men der er strikketimer endnu, inden jeg ved det. Påsken er velkommen. Jeg elsker at strikke. Nu er der tid til det :-)

Du vil sikkert også kunne lide