Hækling, en ekstremsport

Jeg holder meget af at hækle. Først lærte jeg at strikke. Derefter kom hækling til. Jeg har aldrig sluppet nogen af delene, men strik er klart det foretrukne håndarbejde og det handler dybest set om, at det kan gøres, uden jeg nogensinde behøver kigge på arbejdet. Det ligger i hænderne og glider bare automatisk ud gennem fingrene.

Helt sådan har jeg det ikke med hæklingen. Måske handler det bare om rutine, men jeg har hele tiden behov for at kigge på et hækletøj. Til gengæld er jeg vild med den frihed, der ligger i at hækle for mig. Jeg er langt mere kreativ og friheds-søgende, når jeg hækler. Jeg strikker altid anarkistisk og aldrig nogensinde regelret, men når jeg hækler, bliver jeg for alvor legesyg, når jeg ingen opskrift følger. Det er nemt at lege med en hæklenål i hånden.

Jeg leger ikke nedenfor. Jeg hækler efter opskrift og jeg er faktisk slet ikke tilfreds. Altså med opskriften… eller mig …

Opskriften er volapyk for mig. Den indledes også med en fejl. En stor én. Jeg gætter og fordi jeg er dreven og erfaren (40 år) hækler, lykkes det sagtens i kombination med at nær-studere fotos, men vi skal vel ikke hver især opfinde vores eget hækle-sprog? Hvis vi skal og gør det, bliver idéen med at standardisere ligegyldig og lige så gammel jeg er, lige så gammel og ældre er erfaringen med, at standardisering virker.

Måske unge, nye hæklere bare kaster sig over opskriften og måske den fungerer for dem. Måske det bare er mig, der er en gammel, gnaven kone, som insisterer på, at de gode gamle dage var så meget bedre. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at volapyk taler jeg ikke endnu, men måske jeg skulle tage og lære det. Altså når jeg er færdig med den helt store oprydning i klædeskabet, som er skemalagt for i dag.

Søde søndag, vær god mod mig :-)