12

Mirabellen blomstrer, så det er forår!

Vejret er vidunderligt. Det lugter af forår derude. Oskar står ved køkkendøren og kalder. Når jeg åbner for ham, går han tre skridt ud på terrassen, hvor han sætter sig med ansigtet vendt op mod solen. Han nyder, at solen er her igen og vejret er til at tilbringe en stor del af dagen udenfor.

Jeg må tilslutte mig. Jeg synes også, at det er skønt. Jeg har åbnet for sommerresidensen. Dørene står på vid gab, madrasser er slæbt udenfor til luftning, mens vi fejer ned og vasker af. Om et øjeblik er vi klar til foråret og sommerens skønne udeliv. Jeg glæder mig til at tage hul på det. Det bliver den første sommer, hvor vi for alvor skal nyde alt det nye og vi er i gang med at planlægge.

Søndag er sol over Tjørnevang

Det bedste venter forude. Vi skal have købt blomster og tomater, fersken og krydderurter, som skal forsøde hele sommeren, men vi venter. Det er for tidligt at satse på frostfri, så vi tager tålmodigheden i ed og venter lidt endnu med de store investeringer. Lidt kan vi dog gøre allerede nu. Vi kan lægge planer.

Søndag er sol over Tjørnevang

Jeg har hidtil haft en staudebed nede i haven. Sådan ét, som hvert eneste år har givet mor og mig grå hår, svedige ansigter og ømme muskler, fordi det over efterår og i det tidlige forår når at gro til i den skvalderkål, som stortrives på vores matrikel. Jeg gider ikke mere. Jeg har planer om at gøre mit liv enklere. Det inkluderer også, at jeg ikke længere skal bruge tid på at luge i et staudebed.

Engang gav det mig stor glæde og tilfredsstillelse at arbejde i haven. Jeg elskede at vende jord, luge, plante og passe. I dag er det anderledes for mig. Min fysik kan ikke længere holde til det. Jeg er begrænset af nogle slid-skader, som ikke tillader mig at gøre ret meget, men jeg kan stadig lide at se på smukke blomster og jeg elsker de små, nemme opgaver som at nippe blomster, vande og klipper krydderurter. Den slags kræver ikke fysisk udholdenhed eller styrke, så jeg vil gøre en dyd ud af nødvendigheden og sørge for, at kravene til min fysik tilpasser sig min virkelighed, mens jeg stadig vil have masser af blomster. Jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre.

Søndag er sol over Tjørnevang

Mirabellen er sprunget ud. Oskar og jeg har været nede at nyde den. Bagefter løb Oskar tilbage på terrassen. Nu ligger han og soler sig, mens jeg gør klar til et besøg på planteskolen. Ikke for at købe blomster, men for at hente råd omkring et alternativ til mit staudebed. Et område med blomstrende buske, som kan gøre mig glad, hver gang jeg kigger ned gennem haven.

Man må sno sig, så det har jeg tænkt mig at gøre på denne skønne, solrige søndag :-)

Du vil sikkert også kunne lide