13

Begrænsningens kunst eller hvordan jeg må rejse let…

Jeg er ved at være klar til endnu en arbejdsdag. Bussen skal stå for skud om et øjeblik. Derfor pakker jeg forsyninger i kæmpetasken. Yndlingen, som rummer alt, jeg kan komme i tanke om at mangle i løbet af en dag udenfor huset.

Jeg lærer nyt hele tiden. Også på den hårde måde. Der luges ud i taskens indhold, for det er ikke længere et spørgsmål om at bære den ud på forsædet af bilen. Jeg skal bære den. Rundt i hele byen og omegn. Selv. På skulderen eller i hånden. Så bliver man ydmyg, nøjsom og opmærksom på alt det, men egentlig lever fint uden. Man lærer at rejse let.

I tasken ligger også et lille strikketøj, for selvom dagene er blevet længere og fleksibiliteten mindre, er der klart fordele for mig ved at frekventere det offentlige. I en bus på vej fra A til B, kan der sagtens være plads til en pind eller to. Og god musik i ørerne. Jeg er sådan set ret tilpas med det nye.

Klar til endnu en arbejdsdag...

Nu vil jeg fatte mit komprimerede tolkeliv og tage apostlenes heste op til 15’eren. Der venter en god dag derude. Også på dig :-)

Du vil sikkert også kunne lide