13

Februars Favoritter

Vesterhav

Februar er vintermåned af de stride og insisterende. Grå, våd og mørk uden mange formildende omstændigheder ankommer den uden varsel og her bliver optimismen sat på prøve, for det handler om at huske sine februar-favoritter. Her kommer et par stykker af mine:

♥ Mine ører og hofter bliver smurt med Kid Creole & The Coconuts på en gråvejrsdag. De er fra min ungdom og måske ikke kendt af mange og i hvert fald glemt af flere, men jeg elsker hans excentriske udseende og glade musik. Favoritterne kunne være Annie I’m Not Your Daddy eller Endicott. Man danser så godt til det :-)

♥ Mine øjne finder nydelse i Netflix‘ udvalg af storladne, dramatiske og ikke mindst romantiske historiefortællinger i både serie- og filmformat. Jeg genser med glæde Legendernes Tid, The Notebook og Livet er smukt. I februar er det den slags, der skal til.

♥ Min sjæl får vinger af besøg ved Vesterhavet, hvor frisk vind, kulde og lugten af hav giver fornyet håb om et forår forude eller når Kenneth og jeg sidder stille i en bil, der glider langsomt gennem landskaberne med god tid til at tale og lave lige præcis ingenting. Vi øver os i at lave ingenting. Vi er ikke verdensmestre endnu.

♥ Mit hjerte synger, når jeg nyder stille samvær og at strikke små og overkommelige projekter. Jeg elsker at være sammen med min familie. Jeg elsker min sofa om aftenen, når mørket er faldet på. Jeg elsker at tænde stearinlys og finde te frem. Jeg nyder, når vi ser venner og familie og vi griner og mødes omkring et af de gode måltider med masser af snak og grin. Mit indre bader i de øjeblikke.

♥ Min fornemmelse for hverdags-kærlighed og fysisk overskud fodres, når jeg kravler ned under dynen i det kølige soveværelse og med det samme mærker, at den er varm, rigelig og venlig. Mine myoser løsnes over natten og jeg vågner med varme tæer. Det er hverdags-luksus.

♥ Min mave glæder sig over hjemmelavet hønsekødsuppe, tarteletter med høns i asparges og økologisk orange-honning, skoldhed te, fede oste og hjemmebagt brød.

– og så skal vi jo ikke glemme, at der er fire dejlige fredage i februar. I dag er én af dem :-)

Du vil sikkert også kunne lide