For fireogtyve år siden gik jeg op og ned ad lange gange, mens veer hjalp min førstefødte ind i verden. For omtrent hver ve, måtte jeg overgive mig til kvalmen og jeg var heldig, at jeg endnu ikke vidste, hvor mange timer endnu, jeg skulle have det sådan. Jeg vidste bare, at nu var det endelig ved at være virkelighed. Om lidt ville jeg være mor og Kenneth far. Vi glædede os. Endelig glædede vi os.
Vi havde i månederne forinden været gennem et forløb med først glæde, så angst og usikkerhed for, om vores barn var sundt og rask og så endelig forløsningen, da lægerne fortalte os, at der intet var galt med fosteret og vi bare skulle glæde os. I dag skulle det endelig være.
Jeg snuppede en helt klassisk førstegangs-fødsel og stred mig gennem 12 timer, inden Alexander endelig kom til verden. Det smukkeste barn, jeg nogensinde havde set. Sådan har mødre det heldigvis. Vi elsker vores egne og vi synes, at de er noget ganske særligt.
Det skulle vise sig, at Alexander var noget ganske særligt.
De efterfølgende år blev fulde af håb, fortvivlelse og angst. Siden blev de til stædig insisteren på livsglæde og livskvalitet. Vi ville at livet skulle være dejligt, sjovt, farverigt og fuld af oplevelser og det lykkedes os i den grad at holde fast i og leve efter den overbevisning. Vi havde et dejligt, rigt og varieret liv i selskab med Alexander. Et liv fuld af overraskelser. Et liv, som lod os vokse i rollen som de omstillingsparate, seje og stærke forældre, som kunne og måtte håndtere alle de udfordringer, livet bød på. Vi var unge og stærke.
Kort tid før Alexanders første fødselsdag havde vi fået besked på, at han aldrig nogensinde ville opleve at fylde et år. Derfor blev hver eneste fødselsdag fejret med manér og triumf. Et år. To år. Tre år og så videre …
Alexander døde seksten år gammel. Det måtte være sådan, men jeg ønsker ofte, at tingene havde været anderledes. Jeg kigger på mig selv i spejlet og tænker på, om jeg ville have set anderledes ud, hvis Alexander stadig levede. Hvis Alexander havde vist sig at være en stærk, ikke-handicappet dreng ville han have været en voksen 24-årig mand netop i dag. Jeg ville måske ikke have været den, der skulle fejre fødselsdag med eller for ham. Måske havde han kæreste, han boede sammen med. Måske havde jeg været farmor. Måske…
55 kommentarer
Mette
13. februar 2014 at 19:56Uretfærdig skæbne. Men sikke en mor og et menneske der kom ud af det. Jeg synes du er beundringsværdig.
Farmer
9. februar 2014 at 10:49Er det virkelig hen ved otte år siden, at du bloggede om en helt umulig kørestol, hvor jeg var SÅ tæt på at pakke min nabo, smeden, i bilen og køre op med ham og svejseværket, for jeg kunne se, at det ret let kunne have været fixet.
En håndfuld ting og undskyldninger kom i vejen, og det har, om ikke andet, flere gange siden minde mig om, at man skal gøre de ting man finder rigtige; og man skal gøre dem med det samme.
Så gennem bloggen lærte også jeg noget af, at Alexander havde sit liv med sine udfordringer.
Liselotte
9. februar 2014 at 13:19Ja, det er ved at være mange år siden og ind imellem føles det sådan, men på andre dage føles det, som var det i går :-)
Farmer, jeg ved, at mange mennesker rørtes af Alexanders historie og nogle af os er blevet klogere. Det er bare dejligt at læse, at også du fik lidt med, mens du læste om Alexanders genvordigheder og ind imellem helt urimelige udfordringer. Vi skal ikke tøve. Vi skal leve. Det prøver jeg at huske hver dag også :-)
Charlotte
9. februar 2014 at 00:59Det lyder til at Alexander valgte de helt rigtige forældre <3
Tante T
7. februar 2014 at 17:49Bare en kærlig tanke <3
FRØKEN LARSEN I/S
7. februar 2014 at 13:02…og måske skal du bare glædes ved at mindes alt det gode og fine, han gav dig og Jer.
Det véd jeg, at du gør…
Knus og gode tanker Lene.
Inger Johnsen
7. februar 2014 at 08:19De kærligeste tanker og hilsner til dig og dine
Sole
7. februar 2014 at 02:16Kaere Liselotte, masser af kaerlige tanker fra mig. Jeg bli’r altid dybt beroert, naar du taler om jeres kaerlighed til Alexander. Den ses saa tydeligt i dine oejne, hoeres i din stemme naar du taler om ham. Hvor var I alle heldige, at Alexander fik 16 dejlige aar I jeres skoenne familie!!!
Alice
6. februar 2014 at 21:35Jeg tænker over at du skriver at i fik besked på fra lægerne at alt var okay, men hvor længe gik der før i var klar over at Alexander havde nogle problemer? Hvis du altså har lyst at svare på det. Jeg ved ikke hvad din søn fejlede, men det gør mig ondt at i skulle miste ham, det må også have været meget svært for Oline at miste sin bror, de ser ud til på dine gode billeder at have haft stor glæde af hinanden. Varme tanker herfra.
Pollyanna
6. februar 2014 at 18:24De dage man føder sine børn, står altid lyslevende tror jeg. Jeg håber I havde en god dag som familie på trods af livets ubarmhjertighed.
Being a mother is learning about strengths you didn’t know you had, and dealing with fears you didn’t know existed.
Liselotte
6. februar 2014 at 18:13Tusinde tak for alle jeres smukke og ind imellem rørende kommentarer :-)
Anna
6. februar 2014 at 17:50Så fint beskrevet. Jeg har de samme tanker hvert år, når det er min søn og datters fødselsdag.
For 12 år siden døde min 15 årige datter i et trafikuheld. Hun havde fødselsdag d. 23. januar og ville have været 25 år i dag. En voksen kvinde, som måske ville have været i gang med en uddannelse eller være færdig. Måske ville hun selv have været mor og jeg ville have været mormor. Jeg ville have været en rigtig god en af slagsen…
For 7 år siden døde min søn af meningitis 8 år gammel. Han ville være fyldt 16 år til midsommer. En stor ung mand der måske ville have været i gang med en ungdomsuddannelse og med en stemme i overgang. Sådan gik det ikke, desværre.
Jeg savner dem hver eneste dag. Livet bliver aldrig det samme uden dem. Jeg har en datter tilbage. Hun er 19 år og jeg håber sådan, at hun bliver den der fører slægten videre og får en masse børnebørn som jeg kan forkæle.
Tillykke med din søn.
brit
6. februar 2014 at 14:36Åhh så smukt skrevet og så uendelig sørgeligt.
Børn er det bedste i verden og den største gave – ubetinget.
Du har et misundelsesværdig livssyn. Tak for du sætter ord på dine tanker og følelser.
Birgit Knudsen
6. februar 2014 at 11:35Ja vore børns fødselsdag, husker vi altid, også selvom vi ikke har dem blandt de levende mere. De tanker om, hvordan og hvorledes livet ville har formet sig, hvis vore børn havde levet blandt os, vil nok af og til dukke op hos os, som har mistet…. Thats life!! Men godt vi har minderne!
KEMOLAND
6. februar 2014 at 09:55Livet med et alvorligt sygt barn er det hårdeste, der findes. Det ved jeg. Som Cancer Mom. At I alligevel har nydt hvert sekund trods angsten – det vidner om en styrke, som vi desværre ikke altid besidder herhjemme. Så flot. Tillykke med din dreng – og knus!
Yrsa
6. februar 2014 at 09:19Tænkte på dig mange gange i går selvom jeg ikke havde været herinde, så husker jeg datoen for Alexanders fødselsdag.
Det er nemlig dagen før Andreas som i dag bliver 18 år! Andreas’ handicap er på ingen måde livstruende, men forleden fik vi alligevel en lille test i hvor svært det er at leve med et barn/ung mand som ikke kan give udtryk for hvor han har ondt etc. Så en tur omkring hospitalet hvor man bekymret lytter til hvilke forslag lægerne har til, hvad han kan fejle eller hvor der kan sidde noget fast i halen.
Mange tanker til jer alle 3 i Gug
Lisbet
Sidsel
6. februar 2014 at 01:26Det rører mig altid at høre om Alexander. I fik en gave, han fik jer. Trods al sorg, så er der stadig megen glæde. I var et perfekt match. Og han var smuk som Oine, olivenhud og mørk. Liselotte, dine de violfarvet og lyse krøller? Kenneth har stærke gener :-) Et stort tillykke med din dreng, fordi han stadig er, bare på et andet niveau —/—\–@, skulle være en rose:-)
Janne Jacobsen
6. februar 2014 at 00:42Nogle dage husker man – nærmest minut for minut.
Annie Hartvig
5. februar 2014 at 22:50Ord blev pludselig overflødige…………
Landbokonen
5. februar 2014 at 22:42Smukke tanker herfra mod Gug
marianne bentzen
5. februar 2014 at 22:37Mit hjerte røres altid, når du beretter om Alexander.
Kærlig hilsen
Marianne
Pernille F
5. februar 2014 at 22:32Mange varme tanker til jeres familie .
Bebiane
5. februar 2014 at 22:05Vores liv ville være af anden slags, hvis vi ikke havde mistet dem, vi elsker…….alt for tidligt.
Mistede 13 oktober 1983 min mor, efter at hun blev påkørt i Vingårdsgade. I dag savner jeg stadigvæk og må besøge hende på Almen kirkegård.
Kærlige tanker fra Bebiane
Brit
5. februar 2014 at 21:26Hei gode Liselotte. Kom til å tenke på en kjær gammel sang av Bjørn Afzelius og Hoola Bandoola Band; “Naer man jemfør “. Den har ofte vært meg til trøst, og den syns jeg du bør lytte til på en dag som denne :)
Juliann
5. februar 2014 at 20:25Tenker på deg en sånn dag. De har hatt 24 tøffe år som nok har sett sitt preg på familien. Som en prest sa ein gong i en begravelse til et barn, “han levde et HEILT liv, det vart berre ikkje så langt”. Har følgt bloggen din ei stund, så flott du deler dine tankar om din sønn, han hadde nok det godt hos dere. Fortsett med å huske han slik du har delt med oss lenge, det er gode minner! <3
Fisker & Fernández
5. februar 2014 at 19:43Åh, Liselotte <3
Knus og tanker herfra.
Monika
5. februar 2014 at 18:20Smukke ord. Og måske havde du været farmor, men vi skal ikke dvæle ved hvad der kunde været, men glæde os over det der er. Og forhåbentligvis bliver du mormor en dag :-)
A + K = ♥
5. februar 2014 at 15:58Tillykke med de 24 år til ældstebarnet – fint og godt mindeindlæg, netop som du altid laver dem, når du fortæller om ham.
– Anne
Helle Hansen
5. februar 2014 at 14:11Når livet indimellem gør ondt og vejen er snoet og ikke kun belagt med positive oplevelser, så kan det selvfølgelig ikke undgås at vi tænker dybere over livet.Smukke ord har du skrevet:) Nogen går igennem et helt liv uden at få en skramme, mens andre må gå så grueligt meget igennem….Når jeg ser mig selv i spejlet, så er jeg blevet ældre og slidt – men jeg er sikker på, at hver en rynke alligevel var det hele værd. Forældre elsker deres børn betingelsesløst og vi kan ikke forstille, hvilket tab det er at miste dem. Jeg føler med dig og dine kære:)
Lise Meinertz Hansen
5. februar 2014 at 13:53Mange kærlige hilsner og knus til dig som jeg føler at jeg kender en smule. Lise
Helle
5. februar 2014 at 13:26Ved præcis hvordan du har det i dag… jeg mistede selv min skønne, smukke, livsglade datter. Hun blev 10 og hun ville have været 23 år i dag og jeg tænker også hvis… Men er også SÅ taknemmelig for de år jeg fik og for alt det jeg har lært og fået af hende imens hun var hos mig. 1000 tanker fra mig
Mona
5. februar 2014 at 13:25kjære Liselotte jeg sitter med gråten i halsen over dine vakre ord, de får meg til å være ydmyk og takknemlig all den tid jeg har en gutt som blir 24 senere i år og jeg skulle så gjerne dele ham med deg slik som du deler med oss. Takk for at alt du deler. Klem
Anne
5. februar 2014 at 13:21Smukke ord Liselotte…gode tanker sendes afsted herfra.
Camilla
5. februar 2014 at 13:09En varm tanke til dig og din familie på din Alexanders dag. Må det bedste komme jeres vej.
Fríða
5. februar 2014 at 12:34knus og varme tanker herfra til dig og din familie, og jeg gratulerer på födselsdagen.
kh.fra Island
Frida
Gitte
5. februar 2014 at 12:21Også lige et blogkram herfra, det kan ikke undgås at være en blandet følelsers dag,håber trods alt at der kommer en lille solstråle til at lune jer lidt
Helle
5. februar 2014 at 12:18Sender dig mange varme tanker.
Helle K.
5. februar 2014 at 12:12Kærlig hilsen fra mig til dig.
Anne Katrine Lunden
5. februar 2014 at 12:08Med mange kærlige tanker til dig – til jer – i dag.
Bente
5. februar 2014 at 11:58Tak for tanker du deler – at miste sit barn må være det værste i livet…. Min søn bliver 24 år i dag.
Helle D
5. februar 2014 at 11:51…. <3….
Joan
5. februar 2014 at 11:44Knus til jer. Smukke og dybe ord. Har lige begravet min far, sidder hudløs ….der er dage og datoer, som ikke er de nemmeste at se og møde.
Maria Jensen
5. februar 2014 at 11:44Sender tanker til jer alle i dag <3
Helle Gommesen
5. februar 2014 at 11:41Kærlige tanker og knus til jer. Sikke kærlighed og rigdom han nåede at give jer, kan godt forstå du tænker på, hvordan han ville have været i dag. Kh Helle
Catarina
5. februar 2014 at 11:32Det ville have været en skøn dag…. hvis…., der er altid hvisser, og nogle gange kan de drive én til vanvid og andre gange lever man med dem og de er en del af ens eget jeg.
For pokker hvor er I heldige at I blev beriget med mange dejlige år i Alexanders selskab, der’ stort at I fik lov til at det.
helle brugger
5. februar 2014 at 11:28Sender dig mange varme tanker på dagen, mit moderhjerte bløder for dig når jeg læser dette…….
Dorte
5. februar 2014 at 11:27Sikke et smukt indlæg.
Jeg sidder her med tårer i øjnene og sender tanker i din retning.
Lene
5. februar 2014 at 11:13I er i mine tanker, Alexander formede jer som de prægtige mennesker I er. Jeg mødte aldrig Alexander, men dine beskrivelser fik mig til at holde af den dejlige dreng, han var. Og som jeg tidligere har fortalt dig, så elsker jeg historien om Alexander, der fodrer Oskar med de hindbær du plukker :-)
Og så savner jeg at se dig, jeg håber snart vi kan finde en dag, hvor vi begge har fri og tid :-)
Hanne
5. februar 2014 at 10:49Stort tillykke med Alexanders fødselsdag. Håber i kan mindes med glæde i dag.
Inger
5. februar 2014 at 10:44Tak for at du delte din hjertegribende beretning, det er meget godt indimellem at stoppe op og tænke “hvad nu hvis”……….og så komme videre.
en kærlig tanke til både dig og Kenneth, og trods alt , tillykke med de 25 ………….
Ulla Røjkjær
5. februar 2014 at 10:19Knus og tanker fra mig til jer<3<3<3<3
Gry
5. februar 2014 at 10:15Jeg tror, alle der har mistet en elsket tidligere end forventet, kender til tanken “hvis nu” – og du beskriver det så fint i dine tanker om Alexander. Knus Gry
kristina sønderup
5. februar 2014 at 09:58De kærligste tanker til dig og dine – og tillykke med Alexander.
Jeg kan følge dig i dine tanker… Min far kunne været blevet 60 år på fredag, det blev han ikke – 47 år blev det i stedet til, men hvor ville jeg dog gerne have set og oplevet min far som 60-årig… Jeg har i dette øjeblik besluttet, at jeg fredag hejser for flaget for ham, for han lever, i min kærlige erindring.
Kærlig hilsen
Kristina
Hanne
5. februar 2014 at 09:55Det er fine ord du skriver, Liselotte. Jeg forstår de tanker du gør omkring “hvis nu”. Jeg gør det samme med min far, som døde for 21 år siden. 3 uger efter min yngste dreng blev konfirmeret og længe før min bror fik børn. Jeg har også tænkt hvis nu far levede, så kunne han have oplevet at hans ældste barnebarn (min søn) blev far og han kunne have været med på efterskolen, hvor et andet barnebarn, som han aldrig så, nu går. Men jeg tænkte også at det var godt at min far aldrig oplevede en anden brors nedtur pga. misbrug og hans død 52 år gammel for 14 dage siden.
Når noget særlig fejres i familien – bryllup, fødselsdage, konfirmationer osv. så har jeg min fars hat med. Han gik næsten altid med en cowboyhat. Noget han begyndte på, da han og min mor boede nogle år i henholdsvis Afrika og Australien.
Jeg vil også sige et stille tillykke til Alexander og jer fordi I var de rigtige forældre til en dreng som ham.
Knus Hanne fra Hedensted
Lisbet
5. februar 2014 at 09:50med en kærlig hilsen