Lørdag i Flensborg

Vi var ankommet til Flensborg i mørke, så det var ikke meget, vi kunne orientere os, men lørdag kom lyset heldigvis. Nu kunne vi konstatere, at Sankt Nikolai lå lige over gården og det var her, vi satte kursen mod, da vi havde spist et varieret og godt morgenmåltid på hotellet.

På Südermarkt i Flensborg er der marked lørdag, så der var stillet boder op med alverdens lækkerier. Ost, pølse, æg og fisk var nogle af de ting, man kunne erhverve sig i markedsboderne, men vi skulle jo lige akkurat ingenting have. Vi kørte på frihjul og lod os opvarte, så vi kiggede lidt og nød stemningen, men fandt hurtigt en vej gennem boderne og op i Rote Strasse.

Vi havde hørt, at Rote Strasse var en af de gader, man bare skal i, så det skulle vi da også…

Her ligger blandt andet UNO og Wollsucht. I UNO var der ingenting af interesse, men selvfølgelig skulle butikken tjekkes ud, for jeg elsker lige netop den grå, deres ting indfarves med. Jeg forlod butikken tomhændet.

Vi fortsatte til Wollsucht. Jeg har før handlet i butikken, men over nettet, så nu var der lejlighed til at besøge den fysiske butik, så det benyttede jeg mig selvfølgelig af. Det er altid sjovt at se, hvad andre vælger at have på hylderne og det er tankevækkende, at en butik kan overleve med at have måske ganske få kilo af hver kvalitet, men det er netop her forskellen på Kenneths butik og de fysiske butikker bliver rigtig tydelig og det er dejligt og inspirerende både at besøge butikken, men også at komme i selskab med imødekommende og strikkeglade ekspeditricer, som dem vi mødte i Wollsucht. De er værd at gæste, men hvor er garnet dyrt!

Jeg købte kun nogle ganske få nøgler håndfarvet uld, men butikken er smuk og absolut et besøg værd, hvis man er på de kanter.

Siden endte vi i den anden ende af gågaden og her ligger endnu 3 garnbutikken. De to er naboer og den tredje genbo, så det var nemt at besøge dem en efter en. En var smuk og velassorteret. En anden var udelukkende førende i strømpegarn af enhver tænkelig slags og den tredje var af den gammeldags slags, men havde til gengæld en af de kvaliteter, jeg havde forelsket mig i, til det halve af den første butik og sådan kunne man gøre en god handel alle tre steder.

Jeg købte nogle enkelte nøgler uld, fordi det var interessante kvaliteter, som jeg gerne vil have Kenneth til at finde til os, men naturligvis til helt andre priser. Jeg fandt også de skønneste alpaka-sokker til ingen penge, så der er købt rigeligt med hjem og hver aften, er de det første, jeg tager på, når jeg skal slappe af.

Flensborg var iskold i lørdags. Der blæste ikke meget, men vinden gik gennem marv og ben og vi havde forberedt os hjemmefra og havde vintertøjet med, men alligevel frøs vi frygteligt ind imellem. Det blev ikke til nogen tur ned til havnen, for det var simpelthen for koldt. Det blev heller ikke til nogen udforskning af gaderne oppe bag gågaden, for det var simpelthen for koldt. Det blev til gågaden og ind imellem desperate ture indenfor i nogle af de større butikker, hvor vi kunne ose uden at vække for meget opmærksomhed, fordi udgangspunktet var, at vi skulle have varmen.

Vi boede nabo til Galerie Flensborg, så når vi trådte ud af hotellets foyer, kunne vi omtrent træde direkte ind i centeret. Det benyttede vi os af, fordi det var en varm start og ikke mindst en varm slutning på en meget kold lørdags-shopping. Vi endte på en café i centeret, hvor vi fik kaffe og jeg spiste en tysk version af vaffel. Ikke tosset, siger jeg bare….

Efter endt shopping – og nej, det var IKKE mig, der shoppede – slæbte vi os trætte hjem på hotellet, hvor vi slappede af nogle timer, inden vi fandt vej tilbage til Grisou, som skulle være restauranten med masser af stemning, loftshvælvinger og hyggekroge.

Sådan blev vores oplevelse ikke helt. Vi fik plads i et hjørne af den mest støjplagede restaurant/spisested, jeg nogensinde har spist på og vel var her hvælvinger og smukke hjørner, men man kunne intet høre ud over en konstant og høj summen fra de omkringsiddende gæster. Der var så meget støj, at både Kenneth og jeg opgav at blive efter hovedretten. Vi kunne ikke tale sammen. Vi følte os stressede og kunne slet ikke nyde maden, så måske det mest af alt er et sted, man går hen, når man er i festhumør og godt gider at indtage sin mad råbende, for at blive hørt af eget selskab ;-)

Kaffe kunne vi heldigvis få andetsteds og hjemme igen hyggede vi nogle timer, inden vi gjorde klar til at sove nogle timer, inden turen hjem søndag formiddag. En weekend i Flensborg forsvinder som sand mellem fingrene. I løbet af et øjeblik var det tid til igen at vende bilen mod nord, men vi kommer tilbage. Det er helt sikkert.