Dagslys, en flygtig størrelse

Jeg nåede lige akkurat at registrere dagslys. Nu er den blå time her og det bliver mørkt derude. Jeg stod op i bulder-mørke og jeg kommer hjem i det, der er på vej til at blive bulder-mørke. Ind imellem har jeg ikke set meget til dagslyset. Jeg har stået med næsen begravet i garn og det er nu ikke fordi det er ringe, men derfor kan man godt længes efter dagslys og spræl og pjat, så jeg er glad for, at chefen har givet mig fri i morgen. Jeg skal ud og luftes og jeg glæder mig.

Inden jeg skal ud, skal jeg ind. Til centrum. Det er et helvede på jorden at skulle finde parkering inde i byen. Jeg er monster-træt af, at det er sådan og jeg satser på, at jeg kan overtale Kenneth til at køre mig ind og ud af byen igen, inden jeg snupper Raketten og stryger sydover.

I aften vil jeg snuppe lidt strikketid i sofaen. Olines Kashmir (#3) er godt på vej og jeg er i gang med udtagninger, inden jeg skal dele til ryg og forstykker. Det går forrygende og fremad og med små afstikkere ind imellem, som det nødvendigvis må, når man er halvgående på nummer tre. Måske jeg får delt og så er der ikke lang vej igen, inden jeg smiler bredt og smyger jakken om smukke Olines skuldre.

Sofaen kalder og mine fødder skælder mig ud, så jeg tror, at det er nu, jeg skal vakle op i mit hjørne. God aften til dig :-)