16

Fredags-slik eller hvordan æslerne fra Peru endelig nåede frem

Jeg skal love for, at sneen kom til Nordjylland i dag. Det startede blidt og forsigtigt i nat og da jeg faldt i søvn efter et kig ud af vinduet ved tre-tiden, nåede jeg at tænke, at det da vist ikke blev noget særligt med den der snestorm.

Klokken tidligt i morges var det heller ikke noget særligt, men hvidt var der og det sneede vedholdende og sådan blev det så ved hele dagen. Vi valgte at give Lisette og Kirsten fri i dag. Snefri. Det holder jeg selv meget af at have og på trods af en dag inde på lageret, har det været som at have snefri, for det er noget ganske særligt at modtage kunder, som har bevæget sig gennem sne og blæst, for at komme til Garnudsalg. Der er en særlig stemning sådan en dag, så jeg har sådan hygget mig med at betjene kunder, pakke ordrer og fylde op hist og pist.

Midt i snestormen ankom æslerne fra Peru langt om længe og med sig havde de den gammelkendte og smukke alpaca, men de havde også noget nyt og helt igennem fantastisk! To nye kvaliteter vi har udviklet og siden ventet længe på er endelig her og de er begge den ypperste luksus. Vi glæder os sådan til at præsentere dem for jer, men jeg kunne ikke dy mig og måtte lige have lidt fredags-slik…

Fredagsslik

Blackhill Pacalina er en tynd, fin og utrolig smuk blanding af 65 % baby-alpaca og 35 % ren hør. Den er simpelthen helt igennem uimodståelig og jeg måtte selvfølgelig straks have et bredt udvalg med ind, for der skal test-strikkes i weekenden. Jeg kan slet ikke lade være.

Jeg vil anvende den som følgetråd sammen med Blackhill Superfine Alpaca i en ny og utrolig smuk natur-farve. Det bliver luksus i særklasse, kan jeg mærke. Jeg glæder mig meget til at tage hul på det.

Fredagsslik

Sammen med den nye, smukke Blackhill Pacalina er der også kommet en specialspundet superfine alpaca, som også kræver nærmere præsentation på et senere tidspunkt, men nu er det endelig blevet fyraften for os og jeg vil elske at putte mig i sofaen sammen med Kenneth og Oline. Vi er enige om, at vi er ved at have fortjent det.

Må din fredag aften blive lige tilpas :-)

Du vil sikkert også kunne lide