11

Skotland revisited

Jeg er godt i gang med at skille tingene ad. Det er så absolut ikke alt gammelt, der skal flyttes med ind, når jeg genetablerer computeren, for jeg er alt for ringe til at rydde op, arkivere og skabe plads. Nu er der en fin lejlighed til at gøre noget ved nogle af hængepartierne, så jeg er i gang med at kigge gamle fotos løseligt igennem og samtidig slippe dem. Lade dem ligge på fjern-arkiv. Ikke lade dem få adgang til ny og frisk disk.

Så var det lige, at jeg faldt over dette og huskede. Huskede lige præcis den eftermiddag.

Skotland

Duftene huskede jeg. Turen ind gennem skoven, som duftede af mos, muld og efterår og overraskelsen, da vi nåede ud for enden af skoven og vejen ledte os ud til blandt andet dette smukke syn og kigget ud over lidt af højlandet.

Skotland

Jeg huskede hvordan regnen pludselig væltede ned fra en himmel, som hele tiden skiftede mellem blåt og gråt. Jeg huskede, at det var lige her, det regnede allermest på hele vores intense tur gennem en lille del af Skotland. Lige her i Aviemore, hvor vi også så en imponerende tæt samling af Huskies.

Skotland

Turen hjem gik ad snoede, fugtige og frodige skovstier. Vi så egern og mos, lav og harpiks. Vi drak skoven og nød, at vi fik denne oplevelse sammen med mor. Hun er en stor naturelsker og jeg genkender det i mig selv. Vi holder meget af at lade os overvælde af vidder, udsigter og kræfter, vi ikke kan styre. Vi holder efterfølgende meget af Skotland.

Jeg længes efter et gensyn.

Du vil sikkert også kunne lide