11

Water for Elephants

Nogen gange er man for fristet af omstændighederne. Det var jeg forleden, hvor jeg faldt i filmen Water for Elephants. Bogen ligger og venter på mig, men filmen overhalede på tarveligste vis indenom og fik altså lokket mig i fordærv, før jeg fik taget hul på den bog, jeg ellers har glædet mig til at bide skeer med.

Water for Elephants

Jeg tror godt, jeg tør sige, at jeg dummede mig den aften, da jeg valgte filmen over bogen, for nogen ting fungerede fint, mens andre ting haltede så meget, at jeg næsten fik åndenød af irritation, men indrømmet, så er filmen betagende smuk og meget stemningsfuld. Den fortæller historien om den forbudte kærlighed. Den forsøger i hvert fald. Den lykkes bare aldrig for alvor. Jeg lod mig ikke forføre og jeg synes ellers, at scenen er sat til en vidunderlig kærlighedshistorie; cirkuslivet under Den Store Depression, men kærlighedshistorier fungerer kun, hvis vi tror på dem.

Jeg savnede i den grad kemi mellem de to elskende; Reese Witherspoon og Robert Pattinson. Gad vide, om de ikke kunne lide hinanden under optagelserne til filmen. Det tog jeg mig selv i at tænker mere end en gang undervejs. Så fungerer historien ikke for mig. Han er for slatten, sølle og karakterløs, den Robert Pattinson. Til gengæld er Reese Witherspoon, som spiller Marlena, flankeret på ledig hofte af sin karismatiske, men farlige mand, August spillet af Christoph Waltz, nazist-skurken i Inglourious Basterds. Se han er underholdende og interessant og fænger. Det gjorde Robert bare ikke.

Snart vil jeg læse bogen. Det er jeg sikker på, at den fortjener :-)

Du vil sikkert også kunne lide