Ikke engang én normalfungerende kunne det blive til …

Hvis ikke det var så upraktisk, var det fandeme sjovt …

Jeg sidder med en frossen skulder og hvis ikke det var så komisk, ville jeg nok tude ned i den risengrød, jeg sætter på blusset om et øjeblik, for det stoppede ikke der.

I dag mødte vi fire mennesker på arbejde, men sammen havde vi ikke kunnet skrabe bare ét normalfungerende menneske sammen fra de elendige kroppe, vi var udstyret med. En havde en frossen skulder, en anden kunne præsentere en øm og forslået krop efter et styrt med en minilæsser  i weekenden. Den tredje havde en fysik under massiv angreb af urinsyregigt og fjerde og sidste kvinde i kvartetten kunne så hilse godmorgen med en krop, som bare slet ikke vil samarbejde for øjeblikket og derfor er dømt ude og nu sendt til udredning på Aalborg Universitetshospital.

Hold nu op som vi grinte. Og så gik vi i gang. De af os, der mente, at vi kunne lidt. Og det blev til det rene ingenting og efter en times tid måtte vi sende den ene medarbejder hjem. Den anden fik fri og så var der Kenneth og jeg tilbage og pakket har vi, men vi er taknemmelige for, at ingen kunne se os, for jeg har plukket og pakket med venstre arm hele dagen og bandet som en sømand samtidig, fordi det hele bliver så akavet og besværligt og Kenneth har lignet Klokkeren fra Notre Dame, når han er humpet rundt på lageret.

Vi nåede i mål for et øjeblik siden. Vi har bare så meget fortjent den risengrød, så kom i gang Liselotte!