I går var dagen, som er tungere end resten af årets dage. I går var det syv år siden Alexander døde.
November er tung for mig. Min fødselsdag kunne været et lyspunkt, men den nat jeg fyldte treogfyrre, blev Alexander indlagt på Aalborg Sygehus. Han kom aldrig hjem igen. Han døde ti dage senere. Den nittende november er min fødselsdag, men den er også begyndelsen på historien om at miste et barn.
Tiden pakker nænsomt og omhyggeligt flossede nerveender og blødende hjerter ind i bobleplast og vat. Det gør en dag som i går udholdelig. Tiden er god. Den giver pusterum og plads til, at sorgen mildnes og efterlader flere smil end tårer, når vi husker tilbage på tiden, hvor Alexander var en del af vores familie.
I går var en travl dag. I år var det godt for både Kenneth og jeg. Vi fik andet at tænke på. Vi mindedes Alexander, men på den gode, sjove og rare måde. Vi huskede, at han var et af vores livs store gaver. Vi huskede, at han forandrede os. For altid og til det bedre.
Midt på dagen ankom den fineste hilsen fra Rikke (hvem er du mon?) med et smukt kort med søde ord og dejlige tanker sendt i vores retning. Det varmede helt utroligt, så tusinde tak Rikke. Vi er utroligt glade for din hilsen :-)
I dag skal lyskæden på plads. Det kan da ikke være anderledes!
21 kommentarer
visitsen
2. december 2013 at 08:04Selvfølgelig er vi mange der føler med jer, og ikke kan forstå at der er gået 7 år. Er glad for at jeg nåede at møde Alexander.
Godt at blomsten kom godt frem.
Anne Marie
1. december 2013 at 22:27Jeg sender varme tanker til deg og din familie. Du skriver vakkert om noe som er inderlig vondt. Måtte Desmeber bli litt mindre tung enn November. Klem.
joan
1. december 2013 at 16:08Din sidste kommentar. Det skrev du så bare ikke. Hvis jeg var din datter, så blev du fyret! Hun burde være jeres
livs største gave. Hun lever og hun er der nu.
Jeg kan sagtens forstå, du tænker på din søn hvert år og føler med dig hvert år, men tænk på din datter i stedet for, hun er der jo og har brug for jer. Det har han ikke.
Du må ikke tage mig det ilde op, jeg tænker bare på din datter :) det er ikke rart at vide, at man ikke er sine forældres største gave!
Forstå mig ret, jeg tænker på din datter.
Liselotte
1. december 2013 at 17:14Når jeg skriver vores, så mener jeg faktisk Olines, Kenneths og min. Det må ikke misforstås, for begge mine børn er akkurat lige store gaver og selvfølgelig er de det, men vi tre – den tilbageværende familie – er for altid forandrede og til det bedre, så derfor er han vores livs største gave. Vi tre har noget sammen, som kun ser ud som nu i kraft af, at Alexander kom ind i vores liv og gjorde en forskel. Mere skal du ikke ligge i det – og du læser sjældent med herinde, hvis du kunne forestille dig noget som helst andet :-)
Liselotte
1. december 2013 at 11:51Alexander var vores livs største gave. Tabet af ham kommer vi os aldrig over, men det bliver med årene nemmere at huske de gode ting og lade dem overskygge de tunge tanker :-)
Tina - omme i London
1. december 2013 at 02:29Stort knus til (((((((((dig og dine)))))))))) Liselotte. I morgen er det December og lyskaeden er oppe.
Lise
30. november 2013 at 21:30Varme tanker til I efterladte – kan ikke forestille mig smerterne, savnet, og hvordan livet kan gå videre trods alt. Den gode Alexander må sidde i himlen og tænke på jer!
Pollyanna
30. november 2013 at 21:08Tænk det allerede er 7 år siden I mistede jeres søn, jeg husker tydeligt de novemberdage, hvor I oplevede alle forældres værste mareridt. Jeg kan ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må være…
Marianne
30. november 2013 at 19:51De varmeste tanker her omkring slutningen af november – det er så dejligt I nåede at have ham så længe – så længe så der er rigtig mange gode og sjove minder.
Sidsel
30. november 2013 at 19:29I har været i mine tanker. Alexander var så heldig at havne hos jer. Den største gave på jord. Håber I kommer igennem dagen. Og som andre har skrevet, så spreder du alligevel håb, glæde og høj latter. Jeg har lært at det. Det tror jeg mange har. På den måde går livet i ring. Kram til jer:-)
Helle Gommesen
30. november 2013 at 18:26Kærlige tanker og kram til dig Liselotte. Hvor må du gøre dig umage, for at komme videre trods sådan en sorg…..godt du gør det. Kh Helle
Lars
30. november 2013 at 18:10Hej Liselotte
Selvom det var en trist og tung dag, mere end vi andre kan forstå, så var det fantastisk at opleve, hvordan I ansatte butikken på den anden ende 5 minutter over lukketid. Tak for god service og ikke mindst for gaven. Jeg ikke lade være med at tænke på, hvad “fru Grå” skulle strikke i orange ;-)
jeg håber, at I fik tid til at nyde hinandens selskab ii fred og ro senere.
Mia Folkmann
30. november 2013 at 17:06Jeg føler med dig – og jer – for det må være ubeskriveligt sorgfuldt at miste et barn. Heldigvis formår I at genkalde jer de mange gode minder og værdsætte den gave, der var Alexander…
sidse
30. november 2013 at 16:59Det er den rædselsfulde del af livet, som ændre og forandre alt. Dine ord er dog også trøst for dem som har mistet, I tre har fundet et sted, et andet sted end der I var. Og forandringen er evig. Det er trøsten. Og at man trods smerten kan leve og endda give andre glæde. Livsglæden. Jeg er sikker på at mange finder glæde i din blog. Også livsglæde.
Helle D
30. november 2013 at 16:57<3
KEMOLAND
30. november 2013 at 16:15Kære Liselotte – jeg har ikke mistet et barn men har været pokkers tæt den seneste tid. Hvor er det smukt, at du skriver, at minderne giver flere smil end tårer. Ønsker jer en rar sidste-november-aften. Kærlige hilsner fra en mor til en anden.
Lotte
30. november 2013 at 16:13Selv om jeg ikke kender Jer, får I en varm hilsen fra mig også
Irene
30. november 2013 at 15:23De dage glemmer vi aldrig Liselotte. Jeg sender dig og alle dine hjertelige, kærlige tanker! <3
Mette
30. november 2013 at 14:33Tak til Rikke for at ha’ ført tanke til handling. Det er mere end hvad vi andre har kunnet finde ud af. Vi tænker og mindes bare, tænker på egne savn og mindes de gode stunder. Og tænker på alt det, Liselotte savner og forsøger at gi’ udtryk for. Liselotte, jeg kan godt li’ din måde at huske Alexander hvert år, og jeg glæder mig til at se lyskæden, der bragte så megen lykke :)
Mette
Jette Hyllested
30. november 2013 at 14:30I var helt sikker også hans livs store gave. At være født ind i en familie som jeres kan kun være en gave <3
Helle Aarosin
30. november 2013 at 13:36Kære Liselotte
Det gør mig ondt at høre, og jeg ved hvordan du har det. Mistede selv min første datter for 30 år siden. Selv om det er 30 år siden, er dagene hvor hun blev syg og til hun døde, dage der er tunge. Man siger, tiden læger alle sår….det gør den også delvis.
En af mine tidligere kollegaer mistede en søn for nogle år siden. Præsten sagde, man kan sammenligne med et glas der knuses…. Man kan lime det sammen, men det vil aldrig blive helt. Jeg synes det var så klogt sagt, for det er jo sådan det er…..
Knus og varme tanker fra Helle Aarosin