Det blæser vredt udenfor. Blade flyver rundt i luften og pludselig kan jeg igen se ud i verden fra min plads ved vinduet. Det er ikke længe siden, jeg kun havde kig ind i trækroner og bøgehæk. Nu kan jeg se naboernes hverdagsliv folde sig ud foran min plads, mens jeg sidder med dagens første kop kaffe og falder i staver over skyernes langsomme dans hen over en blå efterårshimmel.
Jeg nyder kaffen. Nogle morgener længes jeg efter den, så snart jeg slår øjnene op. Sådan var det denne morgen. Jeg gik direkte fra den varme dyne op i køkkenet på bare tæer, der registrerede morgenkulden fra klinkegulvet, for at tænde for kaffebryggeren.
Snart bølgede duften af kaffe gennem køkkenet. Min længsel voksede proportionalt med duften, så kruset med den frisk-bryggede drik var velkommen sammen med strikketøjet et øjeblik. Jeg starter nemlig lørdag alene, som jeg plejer. End ikke Oskar gider stå op denne morgen eller formiddag. Han er krøbet i flyverskjul ved Kenneths fødder under den varme dyne.
Oline sover. Oskar sover. Kenneth sover. Kun jeg er oppe og jeg nyder faktisk disse morgener og formiddage, hvor jeg får tid for mig selv. Lige så udadvendt jeg er, ligeså indadvendt er jeg også. Jeg har brug for alene-tid for at lade op til selskab, så disse formiddage elsker jeg. Så strikker jeg lidt.
– og tænder stearinlys.
Efter et par pinde rejser jeg mig. Jeg er ved at være vågen. Jeg tager en runde gennem husets hjerte; det store, åbne rum, hvor hverdagslivet leves. Jeg rydder de sidste rester af fredag aften væk. Jeg ryster puder, glatter tæpper, vasker flader og redder de sidste rester af gårsdagens udskejelser.
Jeg forbereder en weekend, hvor Kenneth og jeg skal arbejde. Det skal foregå centreret omkring langbordet, som står midt i huset. Jeg rydder flader og skaber rum, for det er essentielt for mig, hvis jeg skal skabe og tænke en lige tanke. Andre i min familie har ikke samme behov, så jeg skælder aldrig ud, men rydder bare. Gør klar. Forbereder.
Jeg strikker en pind eller to mere, for nydelse skal der til på en lørdag med god tid trods alt.
Om et øjeblik vil jeg røre dej til både boller og banankage, for huset fyldes af unge mennesker om nogle timer. Den slags kan tage fra. Også selvom Oline har bagt den lækreste græskartærte, som med sikkerhed vækker lykke. Mmmm… jeg tror, at jeg får lov at smage.
Må din lørdag også blive fuld af velsmag og hygge :-)
16 kommentarer
Liselotte
26. oktober 2013 at 13:50Jeg nyder dagen – og jeg strikker Kokosnød fra Annettet Danielsens Østen for solen :-)
Sidsel
26. oktober 2013 at 15:46Den bliver flot. Garnfarven? Er. Det 2 forskellige kvaliter?
Liselotte
26. oktober 2013 at 21:37Garnet er Blackhill Højlandsuld i farven Flødeskum og Blackhill Superfine Alpaca i Beige (sfn 21)
Sidsel
27. oktober 2013 at 11:05Tusinde tak:-) jeg smutter lige ind ved siden af:-)
Sidsel
27. oktober 2013 at 15:46Så er der handlet:-) Tror det bliver en “Spansk Blonde”. Læste det første gang som spansk bonde. Det gav ikke mening?:-)) Læser nogen gange som Fanden læser Bibelen….. Ha
Bente
26. oktober 2013 at 13:16Strikker også – Ærmer på den spanske blonde….. Jeg er ret sikker på det er Kokosnød, du har gang i her :-)
anita dahl
26. oktober 2013 at 13:08Dejligt med hygge kaffe. Er det Kokosnød, du strikker? Er det højlands uld du har på pindene?
Majbritt
26. oktober 2013 at 11:59Morgener af denne art er bare skønne :-) Det ligner en AD model der ligger på bordet, mon det er det? Den nye bog er bare fantastisk og mange af modellerne frister.
Håber i får en dejlig weekend, med unge mennesker i huset blandet med arbejdet.
Gitte Poulsen
26. oktober 2013 at 11:27Lækkert strik med bobler… :o)
– hva’ hedder opskriften ?
Camilla
26. oktober 2013 at 11:26Hvor dejligt med sådanne stille morgener… Her i huset er der gæster, så vi er i fuld gang og skal ud og opleve byen – traske rundt, finde dejlige steder (hvor man helt sikkert kan få en kop kaffe og måske en banankage), og ellers bare vende verdenssituationen og hygge det bedste vi har lært :)
Jeg håber I får en hyggelig arbejdsweekend derhjemme med masser af sjove stunder :)
Gitte k
26. oktober 2013 at 11:15Boller og banankage lyder ikke så ringe, når det så kan kombineres med strik og arbejde i godt selskab, så bliver det vist ikke meget bedre. Her er der også udsigter til en dejlig lørdag.
Sidsel
26. oktober 2013 at 11:00Så hyggeligt det ser ud. Jeg har også brug for den alenetid. Den gør godt. Må jeg spørge til garnet? Hvilke type og farve? Helt vild med den farve:-) rigtig smuk.
Kirsten
26. oktober 2013 at 10:53God fornøjelse med bageriet, strikkeriet…. Og alle dine lørdagsgøremål…….vi hører vel nærmere ?
hvad er det strikkeri du har på pindene ?
Randi
26. oktober 2013 at 10:53Skønt med sådan en morgen, hvor man i fred og ro og eget selskab kan lade op til sam- og nærvær :-)
Susanne
26. oktober 2013 at 10:47Hvor lyder det hyggeligt. Og hvor er det nogle fine stjerne lysestager, der lyser op-:)
Liselotte
26. oktober 2013 at 10:49Det ER hyggeligt… og så kom jeg vist fra den bagning :-)