Når fysikken overtager og begrænser

Lørdag var vi på besøg hos dejlige venner. Fysikken overtog og begrænsede mig. Jeg hader, når det sker. Jeg havde en af de gammelkendte myoser, der rørte på sig. For alvor. Sådan én, som i et par uger havde drillet mig, men efterhånden er en del af mit fysiske selvbillede. Den larmer altid, men i varierende grad og den bliver behandlet med største forsigtighed og stor omsorg. Også denne gang, hvor den har fået massage og øvelser har været med til at gøre livet udholdeligt.

Nu var der så bare det, at den tilsyneladende gik i hårdknude lørdag. Virkelig hårknude. Så meget hårknude, at jeg slet ikke kunne finde ro i at sidde på vej hjem i bilen, men i stedet rykkede hvileløst rundt i sædet. Hjemme var det helt tosset. Jeg havde så ondt, at jeg kunne tude.

Kenneth er manden for at løsne den slags. Han er instrueret i at gøre det og så har han en ekstra fordel. Han er min mand, så han er helt okay med at tage livtag med den slags, fordi han stoler på, at jeg siger fra, når det bliver for meget. Det gør det sjældent og der skal virkelig kræfter til at løsne, når alting er spidset til, så jeg fik en omgang dyb massage i musklen, som var stenhård og usamarbejdsvillig. Bagefter tog jeg en af hestepillerne. En af dem, der ikke er kompatible med bilkørsel eller skarp koncentration dagen efter, men som til gengæld virker som mirakelmedicin sammen med en dyb og insisterende påvirkning af muskelvævet.

Søndag var alting bedre. Jeg havde stadig ondt, men jeg kunne igen bevæge mig. Det skete med forsigtighed, for jeg er altid frygtelig bange for at provokere og igen ende samme sted, så jeg lavede ikke noget voldsomt i går. Jeg lavede faktisk heller ikke noget andet. Ingenting er vist det, der beskriver min søndags indhold bedst.

Jeg strikker ikke, når jeg har det sådan. Jeg kan ikke, når det gør ondt og jeg tør ikke, når det lige er løsnet igen. Så passer jeg på, så strikketøjet holder hvilepause, mens jeg henter mod til at leve normalt igen. Det tager som regel et døgn, inden jeg igen har oparbejdet troen på, at det er overstået for denne gang. I dag er jeg frisk igen, men stadig forsigtig.

Jeg er jo i gang med Tempelblomst og det går faktisk fremad. Den har bare stået stille i weekenden. Det gør ingenting, for den kunne jo blive et bilstrik, når jeg drager ud på eventyr, for det gør jeg jo og til den tid er bevægeapparatet formentlig samarbejdsvilligt igen.

Fysikken bestemmer. Sådan har det været i efterhånden mange år. Jeg havde ikke tolket i mere end godt et år, da jeg havde mine første skader i form af overbelastning og deraf følgende smerter, men jeg er blevet ved. Måske vil nogen sige, at jeg skulle have reageret og måske have flyttet mig, men det var svært for mig af en lang række årsager og jeg blev og er med årene endt med et invalideret bevægeapparat, som kræver omsorg og kærlighed hver eneste dag. Det får det. Hver dag laver jeg øvelser og strækker ud.

Det kræver omtanke at leve med slidskader og permanent inflammation, men jeg tænker ikke længere over begrænsningerne det sætter. Kun når smerterne bliver som lørdag er det noget, der begrænser mig, men virkeligheden er jo, at jeg aldrig nogensinde igen bliver kartoffelskræller-mester eller rigtig god til at male, men kan jeg strikke, klager jeg heller ikke det mindste.

Det kan jeg måske igen i aften. Det får lov at komme an på en prøve. Jeg glæder mig :-)