Måske kan du huske indlægget der startede det hele? Det om byggeaffald på stierne i Østerådalen. Måske husker du et af dem, der fulgte efter? Det, hvor jeg udtrykte min forundring over, at kommunen syntes, at det var en god idé bare at gemme byggeaffaldet under et lag stenmel.
Opmærksomhed fik det i hvert fald, da Aalborg Kommune valgte at udlægge byggeaffald i den fredede Østerådal her i Aalborg. Masser af opmærksomhed og med sikkerhed uønsket, for de skyndte sig allerede dagen efter de endte i tv, at gemme det hele under det omtalte lag stenmel. Jeg var i Ådalen, da de havde gang i deres feberredning eller i hvert fald troede, at de nåede at slette alle spor. De vil sikkert ikke være enige i min udlægning af den dag, men det var og er sådan, jeg ser det.
Siden udviklede sagen sig både offentligt og i stilhed. I går aftes tonede chefen for Aalborg Kommunes entreprenørenhed, Hans Tophøj, frem på skærmen herhjemme. Nu skal alt byggeaffaldet graves af stierne og fjernes. Først skal de naturligvis fjerne alt det top-lag, de skyndte sig at udlægge dagen efter medierne for alvor tog livtag med sagen.
Man kan ærgre sig frygteligt over, at vi borgere nu skal betale prisen for entreprenørafdelingens åbenlyse trang til hurtigst muligt at dække over egne fejl. Hans Tophøj stod i august nede i Østerådalen og udtalte sig om byggeaffaldet. Han havde rig mulighed for ved selvsyn at konstatere, hvad byggeaffaldet bestod af. Alligevel insisterede han på, at det var i orden at fortsætte med at denne fremgangsmåde. I stedet for at stå ved det uheldige i at udlægge så lemfældigt renset byggeaffald i et af Aalborgs fredede naturområder, valgte han at dække fadæsen med et toplag, som skulle skjule afdelingens ligegyldighed.
Det lykkedes ikke. Nu bruger vi så af ressourcer, der allerede er skåret til benet, fordi Aalborg Kommunes entreprenørafdeling er arrogant og indbildt fejlfri. Nogen skulle skamme sig!
Det glæder mig overordentligt, at der findes mennesker, som tager den slags ligegyldighed alvorligt og insisterer på, at fredede naturområder ikke skal have udlagt byggeaffald fuld af plastik, glasskår, kabler, søm og andet som bund for stier, der skal lede naturelskere gennem et skønt, smukt og varieret stykke natur midt i Aalborg.
9 kommentarer
Mette
29. september 2013 at 09:47Sikke noget rod! Godt at der blev skabt opmærksomhed omkring det!
Liselotte
29. september 2013 at 09:56Ja, det var godt, at de ikke slap :-)
Liselotte
28. september 2013 at 18:21Det er dybt kritisabelt hvis ingen bliver gjort ansvarlig for at smide sådan rundt med vores penge. Jeg er faktisk temmelig rystet over det :-(
Connie // Larsens Blog
28. september 2013 at 17:08Det er simpelthen forkasteligt!!! Hvem betaler regningen? Den bliver sikkert trukket fra de ældre …de får jo så rigelig hjemmehjælp i forvejen *HOST* – nogle skal jo betale for den fadæse, der er begået og hvem andre end de svageste … de brokker sig jo heller ikke, de ældre -desværre! … Nå men det er en helt anden sag! … Godt at jeres stisystem bliver renset for alt det skidt, så naturen ikke skal lide under alt det grimme affald.
Sidsel
28. september 2013 at 17:04Hvor feeeeedt men fandme aalborg kommune i en stor nøddeskal. Og for borgernes penge! De burde kunne stævnes. Husk, det med den fine vejbelægning (der tog tid og kostede kassen) hvorefter der findes ud af, at det ikke kan holde til buskørsel…… Så på den igen. Ak ak og ak!
Randi
28. september 2013 at 14:53Hvor er det godt, at det bliver fjernet igen! Og hvor har du ret i, at nogen skulle skamme sig!
Sidse
28. september 2013 at 14:05Noget af historien kan genfortælles her fra Præstø. Næbskoven har fået samme grimme byggeaffald til at ligge på stierne. Nu er jeg spændt på hvilke konsekvenser det får for kommunalbestyrelsen her til november.
Britta A.
28. september 2013 at 13:33Og så troede de liiige… Utroligt at agere så dumt… Ja, det er ikke ordet!! Man kunne ha’ sparet sig med den topbelægning… JA hvad man skal høre. Jeg græmmes og floves på deres vegne. Samtidig blæser de på borgernes skattepenge!
God lørdag til dig! Det er bare med at nyde, hvad der kan nydes… :-)
Liselotte
28. september 2013 at 13:40Det er en skøn lørdag med sol over Aalborg, så der er dobbelt at glædes over. En snart ren Østerådal og herlig sensommervejr :-)