I vores familie må man være omstillingsparat

Morgenen startede en smule kaotisk og omstillingsparat har man altid skullet være i vores familie, så det kunne vel i grunden ikke overraske, at tingene tog en anden retning, end vi først havde planlagt. Kenneth kørte alene til Aarhus. Jeg kørte ind til lægen med Oline. Så ventede vi for at få at vide, at det så ud til, at det var en overbelastning og en uheldig landing, som var skyld i hævelsen og heldigvis ingen brækkede knogler, selvom Oline tilsyneladende har en sjov én af slagsen nede på foden. Den var ikke brækket. Den lignede bare en, der var.

Så kørte vi hjem. Efter en halv time kørte jeg så Oline i skole. Her fra kørte jeg ud for at proviantere. Det inkluderede lidt efterårsblomster og en ordentlig portion velkommen energi, som resulterede i, at jeg gik hjem og vaskede hele hytten ned. Noget skal man jo bruge tiden på, når man ikke kommer ud på eventyr.

Jeg er endelig færdig. Det sidste vasketøj er hængt op, støvsugeren er pakket væk og om lidt vil jeg tænde en stak stearinlys og nyde, at her er til at trække vejret igen. Her trængte. Grusomt.

Nå ja Oline. Hun er svært frisk. Hun skal til at begynde til boksning. Det er da en god idé, for så er jeg sikker på, at det ikke er sidste gang, jeg skal forbi lægen med hende og så får vi da gjort rent, når det sker. Ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget.