Mit hus er stille. Fuldstændig stille. Ikke én ud over mig er vågen. Heller ikke Oskar. Han har været oppe og sige godmorgen, men med udsigten til, at jeg forlod min dyne, er han returneret og krøbet ned under samme. Han bilder sig ind, at han og jeg deles om den dyne. Jeg har den om natten, men om dagen er den hans til fri afbenyttelse. Vi er ikke enige, men jeg gider ikke starte lørdag med at skælde, så jeg vender det blinde øje til og går op og brygger kaffe i stedet.
Jeg åbner døren til terrassen og haven og jeg går derud, trækker vejret dybt og vejrer morgenluft, som jeg plejer. Denne morgen er alt sjaskende vådt, men det giver den skønneste duft af muld, forfald og begyndende efterår. Jeg har ikke længere bare tæer på terrassen. Jeg ved, at det ikke dur mere. Der må såler mellem mig og verden, hvis jeg vil beholde mit gode helbred, så sådan bliver det.
Kaffen er færdig om et øjeblik. Jeg vil tage den med ud på Feddet sammen med strikketøjet og en god lydbog. Der er ikke varmt, men jeg er stædig. Man skal ikke give op, før man er tvunget. Det er jeg ikke endnu. Efterårslørdagen kan tage sin begyndelse.
16 kommentarer
Pernille
21. september 2013 at 23:27Det lyder dejligt. Og man skal aldrig give op, før der er en god grund til det :)
Liselotte
22. september 2013 at 13:42Vel skal man ej Pernille :-)
Dina
21. september 2013 at 11:45Er lige logget ind på din blog for første gang, og garanteret ikke den sidste. Holder allerede meget af dit sprog. Så dejligt. Er ikke selv den store strikkepige, men elsker lørdag morgen med tændte lys, ild i ovnen og bare ro. Rigtig god dag til dig og dine
Liselotte
21. september 2013 at 12:40Velkommen til Dina og dejligt med roser. Jeg håber, at du finder vej igen en anden gang :-)
Lene L N fra Tyskland
21. september 2013 at 10:35Oh, jeg kunne godt forestille med en lille hyggelig brändeovn ude paa Feddet :-) Den kunne lige forlänge aftener og saisonen…
Liselotte
21. september 2013 at 12:39Vi vil gerne anskaffe en lille brændeovn Lene, så det er absolut på tapetet :-)
Lene
21. september 2013 at 10:14Her fryser jeg selv om jeg har fodtøj på og gang i brændeovnen. I den her weekend SKAL vi have varme på huset igen. ellers ender vi jo med at blive syge. God hyggelørdag i Feddet :-)
Liselotte
21. september 2013 at 12:38Vi taler også om, at der snart skal varme til :-(
Karina Simonsen
21. september 2013 at 09:17Hvis man ikke sad så godt i eget hjem, ville man måske blive misundelig over Feddet – det lyder i hvert fald rart. :) God lørdag.
Liselotte
21. september 2013 at 12:34Det er rart og vi hygger os :-)
Anne marie
21. september 2013 at 09:14Jeg forstå dig, ville også være stædig om jeg ejet dette dejlige sted. Det må være en helt perfekt måde at vågne op på. Jeg vågner op til et hus der er i fuld fart af mine to dejlige drenge. De leger, krig, så det går ikke helt stille af dig. Men det gør ikke noget for jeg er kravlet op i sofaen med strikketøj og katten, og hygger mig med deres leg og glæde. God lørdag til dig
Liselotte
21. september 2013 at 12:34Der er fart på børnene, mens de er små. Senere er de som regel meget, meget stille hele formiddagen Anne Marie ;-)
Randi
21. september 2013 at 09:01Der er vist masser af solskin i vente i dag, så jeg ønsker dig en lun og dejlig dag derude :-)
Liselotte
21. september 2013 at 12:33Vi har lidt for mange skyer, men retfærdighedsvis skal siges, at solen ind imellem titter kort frem og så nyder vi den altså. Specielt Oskar :-)
Anne Holtegård
21. september 2013 at 08:59Nyd din lørdagsmorgenstillestrikkehygge!
Jeg vil gå ud og suge støjende strikkefestival stemning og ny viden via workshops…. Fanø er festlig, farverig og fornøjelig fyldt med fruentimmere i feststrik!
Liselotte
21. september 2013 at 12:32Åh dit heldige menneske, Anne. Jeg håber, at det bliver en skøn oplevelse for dig :-)